Det københavnske klub-event byder i år på navne som Roger Sanchez og The Scientist
RAW 2011 offentliggør i dag de tretten første navne, der er på plakaten til årets udgave af klub-begivenheden, som finder sted til august i Carlsbergs gamle bygninger i København. Desuden er billetsalget startet, og man kan købe billetter via RAWs nylancerede hjemmeside.
Blandt årets hovednavne er den amerikanske house stjerne Roger Sanchez (billedet), der blandt andet er kendt som resident dj på Ibiza. Desuden diskes der op med navne som Valve Sound System feat. Dillinja (UK), The Scientist (US), Ill Tronik (DJ N-Type, K-Aze, Mighty Mo), Joey Beltram (US), Brodinski (FR), Oriol Live (UK) samt danske navne som Noir, Kasper Bjørke & Thomas Barfod, Thomas Madvig, Mathias Mesteño og MHM One. Der vil i løbet af de kommende uger blive offentliggjort flere navne, der sammen med de ovennævnte musikere vil afvikle deres koncerter fra syv forskellige scener.
Siden RAW fandt sted for første gang i 2004 har klub-festen haft besøg af mere end 40.000 gæster og over 400 artister fra hele verden. RAWs ambition er blandt andet at kombinere undergrund og mainstream, fra smalle dub-step new-comers til gigantiske house-stjerner.
Foretagendet har fem gange vundet prisen for bedste event til Danish DeeJay Awards, senest i 2010, og det er RAWs vision med tiden at blive Nordeuropas og et af Europas største raves.
RAW 2011 finder sted lørdag den 13. august klokken 20.00-07.00 og man kan købe billetter og læse mere på hjemmesiden.