Nu kan man sætte krydser og prioritere, så man er klar til den aarhusianske festival
Alle festivalgængere elsker at kigge den officielle spilleplan igennem for at planlægge den mest perfekte tur gennem dage med spændende bands. Det kan man nu også give sig i kast med til årets Spot Festival, da den færdige spilleplan endelig ligger klar.
Arrangørerne har dog ikke sammensat et overskueligt program endnu, men har i stedet offentliggjort en liste, hvor man kan sortere efter spillested eller tidspunkt. Dette giver måske ikke ligefrem det forkromede overblik, men det viser dog at koncerterne med Jenny Wilson featuring Tensta Gospel Choir, Oh Land og Our Broken Garden helt naturligt vil blive afviklet i Musikhuset Aarhus' Store Sal, mens 4 Guys From The Future, Vinnie Who og The William Blakes alle skal spille i Ridehuset.
Der bliver helt sikkert rift om pladserne på Voxhall lørdag aften, hvor først Choir Of Young Believers og derefter Sleep Party People skal give koncert, også selvom man samtidig kan opleve Hymns From Nineveh og norske Bernhoft, der spiller samtidig i Store Sal. Det stærke program lørdag aften indeholder også en koncert med den populære sanger Xander i Musikhusets Lille Sal samt koncerter med The Malpractice, Fallulah og mange andre.
Fredag kunne tilløbsstykker være koncerten med Niels Skousen på ArcHauz, Mugison i Den Rytmiske Sal, Treefight For Sunlight på Officerspladsen, Vinnie Who i Ridehuset samt de tre førnævnte kvindelige artister Jenny Wilson, Nanna "Oh Land" Øland og Anna Brønsted i front for Our Broken Garden.
Der skal med andre ord tages beslutninger og prioriteres, og skulle man have brug for en mere printvenlig tidstabel for at skabe sig et overblik, så skulle den være ude i løbet af nogle dage.
Spot Festival sparkes i gang med en række arrangementer rundt om i Aarhus torsdag 26. maj, og afvikles derefter i området omkring Musikhuset Aarhus i dagene 27.-28. maj.