Nyhed

Suspekt er tilbage

Rapgruppen vender efter eventyret med Selvmord tilbage til Suspekt med singlen "Klaus Pagh"

Sidst de tre Albertslund-drenge Bai-D, Orgi-E og Rune Rask optrådte sammen under navnet Suspekt var på Skanderborg Festival i 2009, men nu er de tilbage og i første omgang er det med singlen "Klaus Pagh", der udsendes mandag 16. maj.

Singlen varmer op til gruppens fjerde album, der har fået titlen "Elektra". Albummet kommer ud til september, men inden da vil man kunne få smagsprøver til koncerter i juni og august.

"Vi har prøvet at finde noget af det ældgamle Suspekt frem fra katakomberne for at blande det med en ny lyd, som vi ikke rigtig har leget med før. Man kan sige, at vi med det her søger tilbage til et nyt sted".


Sådan siger gruppen i en pressemeddelelse og uddyber omkring nummeret "Klaus Pagh":

"Nummeret er om Suspekt og det sted vi befinder os lige nu, blandet op med en god gang nonchalant pik-far. Tekstuniversets omdrejningspunkt er verden set fra indersiden af en excentrisk mands øjenlåg. I bund og grund er det vel bare, at Suspekt er tilbage, med noget der er så fedt at du bli'r nødt til at pille dig selv i fissen over det. Klaus Pagh er en folkehelt, og definitionen af det nye "swag". Vi synes egentlig, han er lidt overset inden for det felt. Men ellers handler nummeret som sådan ikke om ham, han er bare vores slang for en skørtejæger à la Hugh Hefner eller Serge Gainsbourg. Nogle vil måske mene, at han er en gammel gris, og vi er jo også ved at komme op i årene, så det her er vel en suspekt måde at lave et "vi er blevet voksne" nummer på. Ha ha ha".

GAFFA bringer i vores juninummer, der er på gaden 3. juni, et interview med Suspekt, og her fortæller Orgi-E blandt andet følgende om albumtitlen "Elektra":

- Som udgangspunkt syntes vi bare, det er en fed titel. Lidt ligesom med "Prima Nocte" og "Ingen Slukker The Stars". Desuden har vi et fedt titelnummer, hvor vi arbejder med Elektra-myten på en lidt anden måde, end den er blevet behandlet før. Det er en gammel græsk myte, som Freud senere tog op og brugte i sit arbejde med psykologien som et udtryk for det omvendte Ødipus-kompleks. Og netop det omvendte Ødipus-kompleks og psykologien i det har vi brugt som inspiration til vores titelnummer, som vi synes er ret rammende for resten af albummet. 


I har jo haft gang i Selvmordsprojektet også. Har I kunnet tage noget med derfra, eller har I lagt det helt bag jer?

Orgi–E: Vi har lagt det helt bag os. Det er slut nu, og der vil ikke være nogen sammenhæng mellem Selvmord og Suspekt. Hverken på tekstsiden eller hvad det musikalske angår. Det er to forskellige ting.

Hvor langt er I med pladen nu?


Rune Rask: - Vi er i den sidste fase, og vi mangler vel det, der ligner de sidste ti procent. Men det er nok også de vigtigste ti procent. Nu er det virkelig knald eller fald.

I er jo blevet lidt ældre siden den sidste Suspekt-plade. Har det haft indflydelse på Elektra?

Orgi-E: - Det har været vigtigt for os at finde os selv igen. Tekstmæssigt kommer vi til at bevæge os i samme boldgade, som vi tidligere har gjort, men med nogle nye vinkler på det. Vi er selvfølgelig blevet ældre, men Suspekt er jo et univers, som ikke nødvendigvis er begrænset af tid.

Suspekt debuterede i 1999 med albummet "Suspekt", og siden har de udgivet "Ingen Slukker The Stars" i 2003, og senest i 2007 udgav de albummet "Prima Nocte". Derudover har de arbejdet på pladeselskabet Tabu Records og har produceret for en lang række kunstnere fra ind- og udland, og naturligvis også samarbejdet med L.O.C. i gruppen Selvmord.

Suspekt udsender "Elektra" 12. september, men inden da kan de opleves live på følgende datoer:

3. juni - Tivoli
4. juni - Skive Festival
11. august - Skanderborg

ANNONCE