Nyhed

Tiger Baby på vej med nyt album

Den københavnske synthpop-trio udsender ”Open Windows Open Hills” til august

Det er fem år siden, københavnske Tiger Baby sidst gav lyd fra sig på albummet "Noise Around Me", hvis iørefaldende electropop fremkaldte mindelser om bands som Ladytron, Pet Shop Boys og St. Etienne.

Nu er gruppen så småt på spil igen. 29. august udsender Tiger Baby deres tredje plade, "Open Windows Open Hills", men allerede nu kan man lægge ører til førstesinglen "Crystal Ball."

Det kommende album er ifølge trioens medlemmer blevet til i en turbulent periode, hvor interne relationer og familiære udfordringer satte bandet på lidt af en prøve:

- På mange måder minder det at være i et band om at være i et kærlighedsforhold, og man kan vist godt sige, at vi har haft en lang "syvårskrise", fortæller sangerinde Pernille Pang, der er lykkelig for, at musikken sejrede, og at det tredje opus rent faktisk blev ført ud i livet.

Sangene på "Open Windows Open Hills" er blevet til over en periode på fire år, og det lange, seje stræk afspejler sig i de nye numre, mener Tiger Baby-medlem Benjamin Teglbjærg:

- At albummet er skrevet over så lang en periode, giver det en større stilmæssig dybde og en større variation end de to forrige plader, forklarer han.

"Open Windows Open Hills" udgives på Tigers Babys eget pladeselskab, Gunhero Music, og distribueres af VME.

ANNONCE