Forløberen for juni måneds album er lige om hjørnet
I går blev det offentliggjort, at Aqua kan opleves ved X Factor-finalen i Parken 25. marts, og til den tid vil de være højaktuelle med en spritny single, som er til salg fra på mandag den 14. marts.
Singlen får titlen "How R U Doin'" og bliver singleforløberen for gruppens kommende tredje studiealbum, som kommer til juni og bliver bandets første studiealbum i 11 år.
Aqua gik fra hinanden i 2001 efter de to album "Aquarium" (1997) og "Aquarius" (2000), en stribe hitsingler som "Barbie Girl", "Dr. Jones" og "Cartoon Heroes" og international succes i fire år. Her nåede de nåede at sælge cirka 33 milloner album og singler på verdensplan, hvilket gør dem til det mest succesfulde danske band nogensinde. De vendte tilbage til de danske livescener i 2008 og udgav i 2009 et "Greatest Hits"-album, hvorfra det nye nummer "Back To The 80's" blev et stort hit, ligesom opsamlingen blev et af årets bedst solgte album i Danmark.
Gruppen udtaler fra studiet:
"Energien er i top, samspillet er bedre end nogensinde, og vi glæder os som små børn til at åbne for hanen."
Allerede nu kan du få et smuglyt på det nye Aqua-nummer her.