Nyhed

Store navne til Jazzfestival i Tivoli

Sing The Truth, Cæcilie Nordby og Niels Lan Doky Trio er nogle af de navne man kan opleve på sommerens Jazzfestival i Tivoli

Som et led i Copenhagen Jazzfestival, der afvikles i starten af juli, kan man opleve både udenlandske og danske navne i Tivoli. Koncerterne vil finde sted i Tivolis Koncertsal, Glassalen og på Plænen, og festivalen byder også på børnejazz samt den nye kvartet Tivoli Stompers. 

"Som med alle de øvrige musikalske tiltag vi har søsat i Tivoli i år, vil vi også ryste jazzgenren og give plads til en bred vifte af stilarter og ikoner under jazzugen. Tivoli er for alle, og det er jazzen også, og det er netop det, der er kernen i Jazzfestival i Tivoli", fortæller executive producer i Tivoli, Rune Erbs Ledet om Tivolis andel i Copenhagen Jazzfestival.

Et af navnene man kan opleve er Sing The Truth (billedet), der er en verdenskendt jazztrio bestående af sangerinderne Angelique Kidjo, Dianne Reeves og Lizz Wright. De optræder i Koncertsalen, hvor de hylder nogle af de største kvindelige musikalske kunstnere gennem tiderne. 


Udover Sing The Truth kan gæsterne opleve Niels Lan Doky Trio, der desuden består af Jonathan Bremer og Niclas Bardeleben. Til koncerterne vil gæsteartisterne Gino Vannelli og David Sanborn også medvirke. 

Senere giver den internationalt anerkendte jazzbassist Chris Minh Doky koncert på Plænen, hvilket gør det muligt at opleve brødrene samme aften. 

Cæcilie Norby, der har en mere end 25 år lang karriere bag sig, både som solist og i succesbandet OneTwo, vil også slå et smut forbi Tivoli, hvor hun giver koncert i Glassalen. 


Kira sings Billie Holiday, er den danske sangerinde Kiras fortolkninger af den legendariske jazzsangerindes sange. Alle projektets musikalske arrangementer er specielt udarbejdet af saxofonisten Jacob Dinesen.

Jesper Agesen Trio, består udover guitarist Jesper Agesen af trommeslager Carsten Landors og bassist Graig Earle. Jesper Agesen har især dyrket bebop-traditionen, samt arbejdet med egne kompositioner, der kan høres på pladen "Now".

Kiss Kiss Bang Bang dyrker James Bond-fascinationen samt kærligheden til den klassiske jazzmusik. Bag projektet står ovenover nævnte Graig Earle og Carsten Landors sammen saxofonist Rasmus Kjærsgaard og trompetist Thomas Fryland.


Tivoli Stompers er et helt nyt tiltag, der er et firemands orkester bestående af medlemmer fra Tivolis Big Band. De søger tilbage i tiden, og spiller tidlig jazz rundt omkring i Tivoli.

Desuden vender Tivoli i år tilbage med børnejazz for Havens yngste besøgende. Det er Tivolis Big Band, der står for jazz for de mindste på Harmonipavillonen. Børnejazzen kan opleves tre dage i løbet af festivalen. 

Jazzfestival i Tivoli finder sted den 1.- 9. juli, og man kan læse mere om koncerter og billetter på Tivolis hjemmeside.

 

ANNONCE