Nyhed

Copenhell 2012 afslører de første bands

Copenhell kan nu afsløre de fire første livenavne til den årlige metalfestival

Den 15. og 16. juni åbner portene endnu en gang til Copenhell, der er Danmarks største metalfestival. Arrangørerne kan nu afsløre de fire første navne, der kommer og giver koncert i løbet af festivalen.

Lamb Of God

Det amerikanske band fra Virginia, Lamb Of God (billedet), åbner Copenhell. Bandet er berygtet for sine liveoptrædener, hvilket kunne ses tydeligt ved deres sidste koncert i Danmark sidste år, som GAFFAs anmelder Morten Thornvig Johnsen kaldte "en uforglemmelig metalaften" og gav koncerten fem ud af seks stjerner


Lamb Of God spiller groovemetal af bedste sydstatsskuffe med garanti for nakkesmerter. Især forsanger Randy Blythe er som en dopet Duracell-kanin på scenen, samtidig med at mandens lunger indeholder et af de mest diabolske growls i nyere tid.

Anthrax

Trash-legenderne Anthrax kommer også og giver koncert i løbet af Copenhell-festivalen. Anthrax udgav tidligere i efteråret albummet "Worship Music", der fik fem ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder Keld Rud.


Albummet kom efter en pause på otte år, hvor bandet ikke har udgivet noget. I denne mellemliggende periode har der udspillet sig en mindre sæbeopera i bandet, hvor bandets tidligere forsanger Joey Belladonna blev genindkaldt, parterne skiltes, ny sanger blev fundet, fyret, bandet friede til Belladonnas afløser John Bush, og i sidste instans fik bandet og Belladonna klinket skårene.

Skeletonwitch

Skeletonwitch fra Ohio, USA, tænder op for alle med trang til headbanging og luftguitar. Bandet udgav for nylig deres seneste album "Forever Abomination", som blev produceret af producer Matt Hyde, som blandt andet har produceret albums for bands som Slayer og Hatebreed.  


Bandet er blevet kategoriseret inden for næsten alle tænkelige genreafskygninger af metal, men kan bedst af alt betegnes blot som metal med stort M.

Trivium

Det sidste af de indtil videre fire offentliggjorte navne, der spiller til Copenhell, er amerikanske Trivium.

Gruppen fik deres gennembrud på deres andet album "Ascendancy" fra 2004, der blev udnævnt til årets album i det respekterede engelske metalmagasin Kerrang.

Copenhell foregår som sagt i København den 15. og 16. juni. Du kan læse mere om Copenhell på www.copenhell.dk og www.facebook.com/copenhell

ANNONCE