Nyhed

GAFFA interviewer Kate Bush

Det engelske ikon har givet sit første og eneste interview til et dansk medie siden 90'erne – til GAFFA

På mandag den 21. november udgiver den engelske sangerinde og sangskriver Kate Bush "50 Words For Snow", hendes første studiealbum med nye sange siden 2005's "Aerial". I den anledning har hun indvilliget i at give et interview til GAFFA. Kate Bush er ellers kendt for at holde lav profil i offentligheden og giver kun ganske få interviews, og når det en sjælden gang sker, kommer de hjemlige engelske medier først i køen. Hun har så vidt vides ikke talt med dansk presse overhovedet siden 90'erne, men nu har hun altså ladet sig interviewe af GAFFA, og det bliver hendes eneste interview med et dansk medie i denne omgang. Kate Bush udgav i øvrigt i 1982 et nummer med titlen "Suspended In Gaffa", men det er en helt anden historie.

Du kan læse interviewet i GAFFAs decembernummer, der er på gaden fredag den 2. december, men du får lige her en smagsprøve, hvor Kate Bush fortæller, hvorfor hun har valgt at have sne som et gennemgående tema på albummet:

– Det kom egentlig helt af sig selv. Jeg har i et stykke tid gerne villet skabe et album med vinter som tema. Da jeg fik idéen om at skrive med sne som en ramme, kom sangene meget let. Der var så meget at skrive om. Jeg synes, sne er meget atmosfærisk. Men det er ikke nogen juleplade.


Har den meget snak om klimaforandringer været en inspiration?

– Egentlig ikke, men vi har haft nogle hårde vintre i England de sidste par år, og de har inspireret mig, så indirekte kan man sige, at det har været en faktor.

Stephen Fry gæster titelsangen


Kan du fortælle lidt titelnummeret? Du har fået Stephen Fry (engelsk skuespiller, forfatter, filminstruktør med mere, red.) til at fremsige ordet sne på 50 forskellige måder, både gennem en række metaforer og ved at sige ordet på mange forskellige sprog.

– Det er faktisk nogle hjemmelavede ord, men det er et forsøg at skabe en venskabelig parodi på nogle eksisterende sprog. Man siger jo, at eskimoerne har usædvanlig mange ord for sne (i øvrigt noget af en myte ifølge sprogforskere, red.), og den idé var jeg fascineret af, det, at man kunne have rigtig mange ord for én ting. Og så kunne jeg godt tænke mig at skabe mine 50 ord for sne.

Hvorfor har du valgt Stephen Fry til at fremføre ordene?


– Jeg var på jagt efter en person en smuk stemme og en vis autoritet, og i vores land er han en meget populær mand, og han er meget intelligent. Jeg tænkte, at hvis han fremsagde ordene, ville folk synes, at det var vigtige ord. Han er også en fremragende skuespiller, så han er perfekt til rollen.

I interviewet fortæller Kate Bush også, hvorfor hun ikke har været på turné siden 1979, om hun har planer om at spille live igen, om hvorfor der går så mange år mellem hendes udgivelser – og så fortæller hun, at hun er stor fan af den danske tv-serie "Forbrydelsen".

Læs meget mere i GAFFA december, og læs anmeldelsen af "50 Words For Snow" på GAFFA.dk fra midnat natten til lørdag den 20. november.

Nedenfor kan du varme op med en ny fan-produceret video til singleforløberen "Wild Man":

 

ANNONCE