Koncerten på Vestergade 58 torsdag er udsolgt, og derfor vender soulfænomenet tilbage til marts
Trods sin kun ene single "Ordinary Things" og to yderligere sange på YouTube formåede dansk-irske Lukas Graham på fem dage at få sin koncert på Lille Vega den 14. december udsolgt. Så derfor har Lille Vega arrangeret en ekstra koncert, der bliver afholdt sevsamme sted. Da Graham gæstede spillestedet Loppen på Christiania den 26. oktober gik næsten 500 fans forgæves, da der var udsolgt til koncerten og lang kø udenfor.
Nu er det samme sket i Århus, hvor koncerten på V58 torsdag den 10. november også er udsolgt, og Lukas Graham vender derfor tilbage til Århus på et noget større sted, nemlig Train, hvor han spiller 1. marts.
Singlen "Ordinary Things" blev i oktober 2011 P3's Ugens Uundgåelige og satte derved Lukas Graham og hans band på Danmarkskortet.
Lukas Graham, der er opvokset og stadig bosiddende på Christiania, er halvt dansk og halvt irer. Han er 23 år og har tidligere haft en karriere som Grunk fra "Krummernes Jul". Det lille band består af Lovestick på trommer, Magnúm på bas og Kirk på keyboard. Lukas Graham og band er klar med et debutalbum i februar 2012.
Lukas Grahams koncertkalender ser dermed således ud:
10. november: V58, Århus (udsolgt)
14. december: Lille Vega, København (udsolgt)
29. februar: Lille Vega, København (køb billetter via GAFFA Live)
01. marts: Train, Århus (køb billetter via GAFFA Live).