Nyhed

Dyr Dylan-mundharmonika til salg

Er man excentrisk nok og i besiddelse af 46.000 kroner, kan man erhverve et relikvie fra ikonets gymnasietid

Med jævne mellemrum sættes diverse rockhistorisk memorabilia til auktion for svimlende summer. Og som det seneste eksempel kan man nu erhverve en godt 18-årig Bob Dylans mundharmonika - instrumentet, som i høj grad kom til at blive Dylans signatur, ikke mindst i de unge år. De ældste kendte optagelser med Dylan stammer iøvrigt også fra slutningen af 50'erne - en enkelt udgivet på soundtracket til Martin Scorceses dokumentarfilm "No Direction Home".

I 1959 gik Bob Dylan - dengang Robert Allen Zimmerman - i gymnasiet i Hibbing, Minnesota. Der er er tale om en velholdt Hohner Echo-mundharmonika i originalt etui, som blev delt af Dylan og vennen Dale Bountang, som ejer instrumentet idag. Boutang fortæller, ifølge auktionshusets hjemmeside: "Jeg var klassekammerat og nær ven af Bob Zimmermann, som siden skiftede navn til Bob Dylan. Bob og jeg delte mange af vores guitarer og mundharmonikaer, og det her er en af dem. Jeg endte med at beholde den efter gymnasietiden, og har haft den lige siden".

Instrumentet kan blive Deres for blot 8500$, eller knap 46.000 kroner. Om man synes, det er en foræring eller det glade vanvid, må forblive en smagssag. Dylan selv kan opleves i Herning den 2. november - med nye mundharmonikaer.


ANNONCE