Michael Falch & Boat Man Love lukker og slukker Fredagsrock 2011 med gæstestjernerne Aura Dione, Allen Vegenfeldt, Poul Krebs og datteren Mathilde Falch
Tivoli har i løbet af sommeren haft mange musikere på Plænen til musikarrangementet Fredagsrock. Næste fredag, den 23. september, inviterer Tivoli på årets sidste Fredagsrock.
Michael Falch og hans band, Boat Man Love, skal lukke og slukke fredagskoncerterne på Plænen. Det bliver med overraskelser i ærmet, idet Falch har inviteret hele fire gæstestjerner, der alle nu er blevet offentliggjort.
Gæstestjerner
Den danske sangerinde Aura Dione vil blandt andet synge en Falch-sang, og Sandmen-sangeren Allan Vegenfeldt vil være med på flere numre, ligesom Poul Krebs også har meldt sin ankomst. Mathilde Falch, yngste datter af Falch, har ligeledes lovet, at hun dukker op til koncerten. Det skete for åben skærm, da Mathilde medvirkede i Aftenshowet i forbindelse med udgivelsen af sin debut-ep for nylig, og hendes far i et direkte indslag fra Danmarks Smukkeste Festival pressede et tilsagn igennem.
Det bliver den sidste koncert med Michael Falch og Boat Man Love sammen live. Tivoli-koncerten sætter nemlig et foreløbigt punktum for det samarbejde, som Falch indledte med bandet ved sit comeback for fem år siden.
Årets sidste Fredagsrock i Tivoli finder sted kl. 22.00 på Plænen.
Pris: Gratis med årskort / 95 kr. før kl. 20.00 / 120 kr. efter kl. 20.00.