Nyhed

Den Gale Pen møder Kim Wagner

Kim Wagner vandt TV2s stort anlagte talentkonkurrence Voice. Kun halvanden måned efter sejrsgangen har han allerede sit album "Universe Outside This World" klar.

 

 

Hej Kim, tillykke med sejren i et af de utallige "talentshows" i tv. Så kan det vist kun gå fremad, hva'?


– Det har du fuldstændig ret i. Amatørernes magtparade på tv trængte som udgangspunkt også til at få en på lampen, og nogen skulle jo tage den sure tjans, og gå ud på skafottet. Det har været en herlig tur gennem tyrens røvhul, og jeg synes trods alt, det lysner lidt forude. Jeg havde også brug for mere plads. Danmark er jo et sådan et lille land. 

Du har vist rigeligt med plads. For eksempel har du en duo med Martin "jokes-om-pik-og-patter-er-stadig-sjove" Brygmann, og nu er du vinder af Voice. Sikke et niveau, du holder?

– Ja, nu er det bare "another level", og det er røvfedt hernede i kælderen! Martin Brygmann og Universal bakker mig op med muldvarpe-projektet, og vi arbejder stenhårdt. I kunne fandeme godt tage og hjælpe lidt til!


Aldrig i livet, Kim. Du har jo været professionel musiker i 20 år, men har stadig brug for TV2s hjælp til at få en pladekontrakt. Måske er musikbranchen bare ikke noget for dig?

– Statsstøtte og dagpenge er klart federe end at gå ud og vise flaget i et "amatørprogram",  som det i en fase af programmet så ud til at ende som. TV2 hjælper både mig, men vist også lidt sig selv, hvis vi decideret skal snakke om TV2s hjælp. Musikbranchen er jo et sted, hvor tyvene løber frit rundt, og gode mænd dør som hunde – alligevel er vi nogle, der bliver ved.

Ja, desværre, men hvordan kan en seriøs musiker, som jeg har hørt, du kalder selv, overhovedet stille op i en konkurrence, hvor Lene Nystrøm har noget at skulle have sagt?


– Fordi det ville ha' været supergodt tv med mig og Lene. Men så hørte jeg jo så, at L.O.C. var med. Og selvom, det er et tv-show, så er det jo ikke Nordkorea, vi bor i. Man har altid sin egen mulighed for at være kreativ ud over konceptet, hvis man tør – eller er tilpas pisseligeglad. Jeg har et videoklip liggende fra Battle-runden, hvor jeg gik min helt egen vej, da vi skulle lave Teardrop af Massive Attack. Det kom der en helt ny version ud af på grund af af min insisteren.

Kreativt primetime-tv? Tro på det, Wagner. Du valgte så TDCs reklamesøjle, L.O.C., som coach. Er det fordi, du også gerne vil associeres med dårlig kundeservice og tårnhøje gebyrer?

– Det må du spørge L.O.C. om…

Næ, nu spurgte jeg dig, og jeg har ledt og ledt, men jeg kan ikke finde noget cool ved dig. Selv din producer har arbejdet med Sys Bjerre. Du mangler altså streetcred, Kim.

– Streetcred? Troede da lidt i min naivitet at L.O.C. havde det. I min bog er det street nok, at jeg på eget initiativ – uden om Universal – og i sidste øjeblik endte med at skrive en sang sammen med "Local Hero", Isam B. OG fik den med på albummet! 

Flot, men om du vil det eller ej, så er du nu en del af pladeindustriens pølsemaskine, og det tog også kun en måned at lave dit album. Nej, hvor kan vi glæde os, hva'?

– Ja, det kan I faktisk godt. Der er god dogme i at kaste sig ud i sådan en sindssyg dobbeltmarathon. Jeg slog en skraldlatter op inde på Universals kontor, da de foreslog tidsplanen. Det var en sund reaktion, synes de. Men den ultrakomprimerede proces giver en friskhed i produktionen, og så går der altså en hyperkrea proces i gang, hvis man har en ambitiøs natur og kan få tingene ud!

Ja, ud til børn og bønder i Udkantsdanmark, for de er da de eneste, der går op i "stem via sms efter reklameblokken-musik". Var det sådan, du gerne ville blive kendt?

– Udkantsdanmark vs. Selvfedsdanmark, Überdanmark eller bare Danmark. Jeg har venner alle vegne, så dér tror jeg sgu', du tager lidt fejl. Lad de små børn komme til mig.

ANNONCE