Den Gale Pen møder entertaineren Sonny Fredie-Pedersen, der lige nu er aktuel med soloalbummet "International". Den glatte glimmer-knægt prøver at charmere sig igennem interviewet, men Den Gale Pen lader sig ikke dupere af danserens indladende smil.
Hej Sonny. Ifølge din hjemmeside er du Entertainer-Record artist-Sanger-Musiker-Danser-Koreograf og Skuespiller! Betyder det ikke normalt "kunster på dagpenge"?
– Ha ha, jo hvis man er talentløs. I mit tilfælde betyder det et liv i USA, hvor jeg arbejder med industriens største kunstnere, skriver og producerer musik med nogle af tidens unge, berømte sangskrivere og koreograferer og danser mig vejen ind i verdens mest sete tv-programmer.
Bla bla, jeg vidste det bare, Fredie! Du er en af de der teflonglatte Ole Henriksen-typer, der smiler, selvom man kører en rystepudser over dit scrotum. Lidt for irriterende glad?
– Jeg har altid sat stor glæde og stolthed i at være positiv og samtidigt have noget på hjertet. I en tid, hvor pop-musikere vælger at skrive om drinks, fest og om at lave damer, er jeg sikker på, jeg er den modvægt, der er brug for. Mange kunstnere glemmer, at vi har et enormt ansvar som artister. Ups, blev jeg lige lidt for teflonglat igen, I'm sorry bro. Deal with it!
Jeg er sgu ikke din bro, dansemus. Til gengæld havde du familieprojektet Brother + Sister, og dit boyband hedder 4Count. Alt sammen halvkedeligt elevatorpop, så er det virkelig nødvendigt med en soloplade?
– International er årets mest interessante pop-plade. Jeg sidder i en situation, hvor jeg har 100 procent kontrol over alt i processen. Der er hverken leflet for kedelige A&R-folk eller radioer. Det er den eneste plade, jeg pt kender, hvor indie-rockeren rocker med til Juke Joint Love, Jazzmusikeren føler Love International og hvor rytmeguitaristen griber sin guitar og spiller med på Not Gonna Leave Her Alone. Nævn mig en popkunstner, der har nosser til det? For the Art – Not the Fame.
Mundlort, Sonny! Listen over folk, der har været med til at lave albummet, er jo længere end Anne Grethe Bjarup Riis' bryster. Har du overhovedet fundet på noget selv?
– Jeg vil påstå, at min plade er en af de mest personlige pop-album, der er udkommet i lang tid. Det, folk hører i min musik og ser i min musikvideo, er mine historier, melodier, rytmer, tekster, vokaler, koreografier og visioner. Fik jeg nævnt, jeg selv udøver det hele?!
Ja, den er feset ind. Jeg har bare så svært ved at afkode dig, for du har kun ét ansigtsudtryk. Hvordan bærer du dig egentlig ad med at få teaterroller med den begrænsning?
– Jo, det er simpelthen så svært! Jeg går til ansigtspædagog i øjeblikket, og vi er nået til det "foruroligende" udtryk. Det er en udfordring, men indtil videre går jeg rundt med mit "irriterende" smil på på scenen.
Læs et længere interview i GAFFAs artikelsektion.