Nyhed

GAFFA TV: Se ny video med One-Eyed Mule

Se videoen til sangen "What Was I Supposed To Do?" på GAFFA TV

One-Eyed Mule har de senere år været et ganske produktivt og hårdtarbejdende band, både på landevejene og i studiet. Americana-bandet udsendte mandag den 20. februar deres fjerde album på seks år, "When Tomorrow Comes". Nu er de også klar med en musikvideo fra albummet, nemlig til sangen "What Was I Supposed To Do?"

Drivkraften i bandets sangskrivning har fra starten været at finde ind til et personligt ståsted og udtryk i en genre fyldt med store personligheder. På "When Tomorrow Comes" gøres dette blandt andet i albummets titelsang, "When Tomorrow Comes", hvor en morgendag beskrives med både "honky-tonks", "Bob Dylan-songs" og "Warhol-ones" . Det er med andre ord et univers, der både favner traditionen og det mere moderne, og det er hér, at One-Eyed Mule tager deres udgangspunkt. 

One-Eyed Mule har ligesom med det forrige album søgt afsides for at afvikle indspilningerne til det nye album. Sidst var gruppen i Sverige, men denne gang er albummet blev indspillet hen over sommeren i en bjælkehytte i Mols Bjerge i samarbejde med Jens Moss, der både har stået for indspilninger og produktion. Albummet er mikset af Rune Nissen-Petersen (Tim Christensen med flere).


"When Tomorrow Comes" fik fire stjerner af GAFFAs anmelder Finn P. Madsen, der blandt andet kaldte det "...eftertænksomt og højstemt album fyldt med gode stemninger, hvor lejrbålet ligger lige til højrebenet."

Om sangen "What Was I Supposed To Do?" fortæller gruppen selv følgende i deres gennemgang af albummet sang for sang:

"En lille fortælling, med glimt i øjet, om den forgæves kærlighed på en baggrund af Ennio Morriconeske toner og spaghetti-western-vibes, der underbygger duellen i det besungne parforhold."


Se videoen til "What Was I Supposed To Do?" på GAFFA TV:

ANNONCE