Den Roskildeaktuelle musiker klar med sit første lydspor i kølvandet på rost solodebut
Jack White høster netop nu roser for udspillet "Blunderbuss", som faktisk er første album i eget navn for den produktive herre, som tidligere har optrådt med konstellationer som The Raconteurs og naturligvis The White Stripes, hvormed han fik sit store gennembrud.
Samtidig har han annonceret sin ankomst til årets Roskilde Festival, og nu forlyder det videre, at White er klar med sit første soundtrack. White skal både skrive, producere og indspille lydsporet til Disney-koncernens kommende udgave af "The Lone Ranger", der med sin historie om en maskeret helt og hans hjælper var en særdeles populær tv-serie i halvtredsernes USA. Det er henholdsvis Arnie Hammer og Johnny Depp, der indtager hovedrollerne i den kommende versionering af forlægget.
Kreativ genfødsel
"Jack er en fantastisk sangskriver med en unik stil. Vi er alle sammen meget begejstrede for at have ham om bord", har filmens producer udtalt til Variety. Selvom det er Whites første fulde soundtrack, har han været involveret i filmarbejdet før. Han skrev nemlig flere sange og fortolkede traditionals som "Wayfaring Stranger" til det romantiske borgerkrigs-epos "Cold Mountain" i 2003, ligesom han sang duet med Alicia Keys i sangen "Another Way to Die" på lydsporet til James Bond-film "Quantum of Solace".
I mandags (den 23. april, red.) luftede White iøvrigt sit nye materiale ved en koncert i Londons HMV Forum. "En spektakulær, kreativ genfødsel", skrev The Guardians udsendte og uddelte fem af seks stjerner for Whites præstation.