Kvinden bag Juno-soundtracket kommer til Danmark den 14. juli
Den amerikanske sanger og sangskriver Kimya Dawson, som stod bag halvdelen af soundtracket til den prislønnede film "Juno" fra 2007 og har fortid i duoen The Moldy Peaches, kommer til Vega den 14. juli.
Sangerinden Kimya Dawson er muligvis mest kendt som den anden del af The Moldy Peaches sammen med Adam Green. Indie-gruppen var et af de førende navne inden for den såkaldte anti-folk-scene, der blander folk og punk, men har siden 2004 holdt pause. Deres sang "Anyone Else But You" er blevet brugt i den Oscarnominerede dokumentar "Murderball" og filmen "Juno".
Som solist har Dawson gjort sig bemærket med sine karakteristiske skramlede kompositioner, sin barnlige stemme og sit tekstunivers, som ofte handler om overgangen fra barn til voksen. Dawson brød for alvor igennem med "Juno"-soundtracket, hvor hun skrev halvdelen af numrene, dels som solist, dels som del af duoen Moldy Peaches. På soundtracket finder man kærlighedssangen "Anyone Else But You", som blev et stort hit efter at have været med i filmen, og som nu har haft mere end fire millioner views på Youtube.
I 2002 udgav hun sit solodebutalbum "I'm Sorry That Sometimes I'm Mean", som siden er blevet efterfulgt af seks album; "Knock Knock Who" (2004), "My Cute Fiend Sweet Princess" (2004), "Hidden Vagenda" (2004), "Remember That I Love You" (2006), børnealbummet "Alphabutt" (2008) og senest "Thunder Thighs" (2011).
Dawsons seneste album "Thunder Thighs" indeholder de karakteriske lo-fi kompositioner, men også støjende numre som "The Library", som Dawson har lavet i samarbejde med rapperen Aesop Rock. Han er dog ikke den eneste gæst på albummet, hvor blandt andet Nikolai Fraiture (The Strokes) er med på det ti minutter lange nummer "Walk Like Thunder", som handler om to venners alt for tidlige død.
Det er følsomme og kringlede sange, man kan opleve, når Kimya Dawson gæster Vega den 14. juli. Billetter kan købes via GAFFA Live.