Nyhed

When Saints Go Machine vinder P3 Prisen

Den eksperimenterende elektropopgruppe er æren og 100.000 kroner rigere

Det blev den eksperimenterende elektropopgruppe When Saints Go Machine (billedet), der vandt P3 Prisen og dermed æren og 100.000 kroner ved aftenens P3 Guld-arrangement i DR Koncerthuset.

When Saints Go Machine fik prisen, som blev overrakt af sidste års vinder Fallulah, med følgende begrundelse:

"When Saints Go Machine har over de sidste år vist viljen til og talentet for at hæve overliggeren for dansk populærmusik. Ambitionerne er store og langt højere end hits og uendelig folkelig gennemslagskraft. Det er en rørende, melankolsk varme, som åbner sig for de tålmodige, der lægger konkylien til øret og giver det tid og plads til at virke. Vi er stolte over at give P3 Prisen til et originalt, nyskabende dansk band, som virkelig fortjener at blive hørt og elsket af endnu flere."


De øvrige nominerede i kategorien var Lukas Graham, Marie Key og Kidd.

Også priser til Ulige Numre og Lukas Graham

Ved samme show gik prisen P3 Talentet til Ulige Numre og prisen P3 Lytterhittet til Lukas Grahams "Ordinary Things".


Ulige Numre fik overrakt prisen af Nikolaj Nørlund og Pharfar med følgende begrundelse:

"Ulige Numre balancerer på fineste vis på den usynlige, dirrende linje mellem patos og det patetiske. For sådan er det at være 20 år og smage alting for første gang – i et langt sug, inden sanser og følelser ofte bliver til fornuft og strategi. Og sådan er musikken og ordene også. Skænket direkte fra ungdommens kilde, berusende og med glubsk appetit på alt, der venter forude. Der er romantik i hvert eneste hjerteslag, som banker af varme og poesi og rammer ungdommen i os alle. Og selvom nogen mener, Ulige Numre lige mangler det sidste skridt helt ud af skyggen fra inspirationskilderne, så tror vi på dem. Også selvom de er unge lidt endnu."

De øvrige nominerede i kategorien P3 Talentet var IGNUG, Niklas, Freja Loeb og Kesi.


De øvrige nominerede i kategorien P3 Lytterhittet var Kidd: "Ikk' Lavet Penge", L.O.C.: "Momentet" og Malk de Koijn: "Klap Din Hoddok".

Vinderne af P3 Prisen og P3 Talentet blev kåret af en jury, mens vinderen af P3 Lytterhittet blev fundet ved en lytterafstemning.

Showet bød på liveoptrædener med Spleen United, When Saints Go Machine, Ulige Numre, Marie Key, Kidd, The Asteroids Galaxy Tour, Lukas Graham og Choir Of Young Believers, ligesom aftenens vært Simon Kvamm også gav et nummer.

Læs en længere reportage i GAFFAs artikelsektion, se masser af billeder fra showet i GAFFAs gallerisektion og læs interviews med de tre vindere When Saints Go Machine, Ulige Numre og Lukas Graham.

P3 Prisen-vinderne gennem årene:
April 2012: When Saints Go Machine
Januar 2011: Fallulah
Januar 2010: I Got You On Tape
Januar 2009: Veto
Januar 2008: Dúné
November 2006: Mikael Simpson
Januar 2006: Tina Dickow
Januar 2005: Peter Sommer
December 2003: Baby Woodrose
December 2002: Swan Lee
December 2001: Saybia

ANNONCE