Det amerikanske folk-band udsætter turen til Aarhus
"Grundet logistiske årsager er Bowerbirds ikke i stand til at spille deres show på Voxhall. Bandet vil komme tilbage til Voxhall på deres næste clubtour. Den er planlagt til at starten af 2013. Konkrete datoer vil følge snarest muligt".
Sådan lyder begrundelsen for, at de amerikanske Bowerbirds nu har aflyst koncerten i Aarhus den 10. august.
Trioen Bowerbirds blev dannet i 2006, hvor bandet også udgav sin debut-ep. Året efter fulgte debutalbummet "Hymns For A Dark Horse", der vidt og bredt fik særdeles lovprisende anmeldelser. Roserne tog til i styrke, da bandet i 2009 udgav sit andet album, "Upper Air", og også "The Clearing" her fra 2012 har fået flotte ord med på vejen. Bowerbirds har blandt mange andre turneret med The Mountain Goats, hvis kreative kraft John Darnielle er erklæret kæmpefan af trioen.
Ny dato
Bowerbirds besøgte årets Roskilde Festival, hvor GAFFAs Rune Schlosser var på pletten. Han gav koncerten fire stjerner og skrev blandt andet:
"Bowerbirds skinnede for alvor igennem med den mandlige halvdel Phil Moore, der ligger sig i samme klasse og boldgade som beslægtede navne a la Robin Pecknold, Tim Smith og Justin Vernon. Hans vokal overskyggede de andre elementer, der i virkeligheden beklædte hans fantastiske vokal med ornamenter og detaljer, som understregede den eneboer-betonede musik. Det kom for eksempel flot til udtryk i "The Clearing"-nummeret "Brave World", hvor et stærkt beat og udsmykkende synths gjorde det godt".
Koncerten på Voxhall gennemføres på en endnu ukendt dato i starten af det nye år, hvor købte billetter naturligvis gælder. Ønskes købte billetter refunderet, sker det ved henvendelse til Ebillet på info@ebillet.dk