Mød Veto, DJ Static, Raske Penge, Dirty Projectors og mange flere – og læs om verdens mest oversete bands
Så er årets ottende GAFFA på gaden. 68 sider sprængfyldt med interviews, features, anmeldelser, nyheder og livekalender.
Månedens hovedhistorie gælder Veto, der er aktuel med ep'en "Sinus". Elektrorockerne har nemlig mere lyst til at udgive ep'er end fuldlængde-albums for tiden, hvilket blandt andet hænger sammen med tidens streaming-bølge. Læs deres mening om musikformaternes nye status i vores interview med Troels Abrahamsen & Co.
DJ Static er efter mange års karriere som dj, remixer og producer omsider klar med sit første soloalbum med en ren stjernerække af gæster. Vi har mødt manden, der insisterer på at være rolig under pres – som også er titlen på albummet.
Raske Penge er et af de seneste og mest succesfulde skvulp i den allestedsplaskende danske dancehall-bølge. Vi har mødt manden med det store skæg for at høre om hans kærlighed til reggae, dancehall og Jamaica.
Dirty Projectors, en af Brooklyns mange eksperimenterende og alternative rockgrupper, er tilbage med albummet "Swing Lo Magellan". Vi har fået en snak med sanger og bandleder David Longstreth om bandets særegne musikalske univers.
Verdens mest oversete bands. Hvorfor fik It's Jo And Danny, Heidi Berry, Young Marble Giants og mange flere aldrig det gennembrud, de fortjente? Vi ser nærmere på 10 grupper og solister, som verden endnu har til gode at opdage.
Du kan også møde Nelly Furtado, Monkey Cup Dress, Father John Misty, Taragana Pyjarama og mange flere, du kan læse om den OL-aktuelle svømmer Jeanette Ottesens forhold til musik og meget mere.
Du kan desuden, hvis du er medlem af Klub GAFFA, læse et stort portræt af Smukfest-aktuelle Blur. Du kan også læse en artikel om nyligt koncertaktuelle Paul Simon og hans klassisker "Graceland" og se masser af flotte fotos fra Roskilde Festival.
Derudover kan du som altid finde masser af nyheder, anmeldelser og omtaler. Så find GAFFA på en café, et bibliotek, en plade-/musikforretning eller en uddannelses- eller kulturinstitution nær dig, eller læs bladet online. God fornøjelse med augustudgaven af GAFFA!