Glæd dig til anmeldelser, reportager, interviews og masser af fotos i de kommende dage
I går åbnede den 33. Skanderborg Festival, som nu har det officielle navn Smukfest. Blandt hovednavnene på åbningsdagen var den canadiske rocker Bryan Adams (billedet) og den franske dj-stjerne David Guetta, som GAFFA begge allerede har anmeldt (klik på de førnævnte navne for at komme til de respektive anmeldelser), og festivalen fortsætter til og med søndag med kunstnere som de gendannede Blur, Miike Snow, Mike & The Mechanics, Kent, Joan Armatrading, White Lies, Ice Cube, Toto, Veronica Maggio og mange, mange flere.
GAFFA er vanen tro på festivalen med både skribenter og fotografer, og derfor kan du i de kommende dage glæde dig til stribevis af anmeldelser, interviews, reportager og billeder fra festivalen, der kalder sig selv "Danmarks Smukkeste" og sjældent bliver modsagt i dette.
Der er nu mindre end 300 partoutbillettertilbage til Smukfest 2012 – og frem til festivalstart sælges disse kun ved indgangen. Ledige og ikke afhentede endagsbilletter til torsdag og søndag kan købes i Fona-butikkerne og ved indgangen. For billetstatus: Ring til 8793 7213.