Nyhed

Guide: 13 rigtige til Aarhus Festuge

Aarhus Festuge er over os, men hvad skal man se? Vi giver dig en guide til 13 spændende musikalske oplevelser

Aarhus Festuge åbner i dag og løber til og med søndag den 9. september. Vanen tro er der masser af musikalske tilbud, og i den forbindelse stiller GAFFA skarpt på 13 koncerter, som vi kan anbefale at kigge forbi. Der er i skrivende stund ledige billetter til alle koncerter.

Fredag den 31. august

Gallaåbning: Our Big World, Musikhuset, 18.50


Aarhus Festuges Gallaåbning er et nyhedsshow, der afvikles live fra Musikhuset Aarhus og fra steder rundt om i den store verden. Showet har form som et nyhedsprogram, som fra forskellige vinkler og verdenshjørner tager fat på det største befolkningstal, verden endnu har oplevet. I stedet for journalister og eksperter, der vanligvis optager nyhedsstudier, har Our Big World kunstnere som værter og reportere. I Musikhuset Aarhus vil publikum blandt andre finde værtinden og forfatteren Josefine Klougart og Our Big World-bandet bestående af musikere og solister fra flere steder i verden, der fremfører nye sange skrevet af store kunstnere. Blandt de optrædende kan nævnes Eva Dahlgren (S), Lisa Hannigan (IE), Howe Gelb (US) og Jim White (US).

Lørdag den 1. september

 


Den Store Aarhusianske Sangbog, Store Torv, 13.30 og 15.30

Nyd en samling af 12 udødelige Aarhus-hits som "Hjem Til Aarhus" (På Slaget 12), "De Hvide Fra Fredensvang" (Bamse og Thomas Helmig) og "Slingrer Ned Ad Vestergade" (Gnags) fremført af blandt andre Silas Bjerregaard (Turboweekend), Marie Frank og Kim Kix fra PowerSolo. Der er gratis adgang.

Michael Hamilton, Store Torv, 19.00


Den aarhusianske trubadur spiller sine største ørehængere med Fie Hestbech på klaver og har også nogle  hemmelige gæster med i showet. Hamilton er kendt for sange som P4-hittet "Som en tankstation på en rasteplads på en motorvej", "Mig og Sidney Lee", der blev debatteret flitttigt på Ekstra Bladets hjemmeside, og "Ka' Vi Så Få Fred", hvor sidstnævnte har fået roser fra Steffen Brandt som en del af DR's Sangskriver-projekt. Der er gratis adgang.

Lisa Hannigan + The DeSoto Caucus feat. Brian Lopez og Emiliana Torrini, VoxHall 21.00

Aarhus Festuges husensemble The DeSoto Caucus spiller i år sammen med den amerikanske singer-songwriter Brian Lopez og den italiensk-islandske ditto Emiliana Torrini. Derudover får vi en koncert med irske Lisa Hannigan, hvis debutalbum fra 2008, "See Sew", blev nomineret til den prestigefyldte Mercury Music Prize.'

Gyngens 25 års jubilæum feat. Shaka Loveless med flere, Gyngen, 21.30

Aarhus' hyggelige spille- og spisested i Mejlgade fejrer 25 års jubilæm med optræden af blandt andre storhittende Shaka Loveless. Der er intet forsalg, så kom tidligt.

Ulige Numre + Rangleklods, Train, 21.30

Et fremadstormende, solidt hittende dansksyngende rockband og en let melankolsk elektrorocker. Oplev to af Danmarks mest roste nye navne live i hjertet af Aarhus Festuge.

Mandag den 3. september

Soulfly, VoxHall, 20.00

Thrashmetalbandet med Max Cavalera (eks-Sepultura) i front indtager Aarhus med det roste album "Enslaved" i front. Om "Enslaved" skrev GAFFAs Keld Rud: "Albummet er ganske varieret, samtidig med at de enkelte numre bliver løftet af et øje for detaljer, der sikrer et sand overflødighedshorn af appetitvækkende riff, soli og rytmer, som man som lytter kan mæske sig i."

Den Store Flugt feat. Lise Westzynthius (billedet), N*Grandjean og Rosa Lux, DR Studie 12, Olof Palmes Allé, 20.30

Sebatians gennembrudsalbum, der fylder 40 år i år, bliver fremført af tre forholdsvis unge og meget forskellige sangere og sangskrivere, sat sammen til lejligheden. Forvent et anderledes tag på klassikeren, der blandt andet indeholder sange som "Når Lyset Bryder Frem", "Hvis Du Tror Du Er Noget" og "Rose". Der er i skrivende stund kun få billetter tilbage.

Onsdag den 5. september

Under Byen vs. Sidse Carstens, Atlas, 20.00

Livemusik, film og installation møder hinanden i en sansemættet forening i rockbandet Under Byen og filminstruktøren Sidse Carstens koncertinstallation. Ved at integrere det nærværende og fysiske ved rockkoncerten og videoinstallationens stoflighed og sans for rum bliver publikum lukket ind i verden af symbolik og stærke følelser.

Hatesphere, lodret koncert, Sallings P-hus, 21.00

"En "søjle" af thrashmetal og dødsmetal brager ud over Aarhus, når bandet Hatesphere giver koncert i Salling P-hus. Fra den syv-etagers høje betonrotunde får publikum udsigt ned over bandet, der fra bunden af rotunden dundrer de aggressive toner opad i den vertikale koncertvenue.

Torsdag den 6. september

Ujazz, VoxHall, Atlas og Råbar, 15.00-00.00

At medvirke til Aarhus Festuges endagsfestival Ujazz er at forpligte sig til at hige og søge efter de store øjeblikke og det kolossale potentiale, der gemmer sig i det lovende og endnu ukendte, som til enhver tid venter på at blive fundet. Programmet for Ujazz omfatter 14 koncerter, der alle bevæger sig i udkanten af jazzgenren. 4Sound donerer 400 festivalpas til festugens publikum, som kan afhentes gratis hos 4Sound, Vestergade 35, fra 30. august. så længe lager haves. Der udleveres ét festivalpas pr. person. På grund af begrænset kapacitet ved scenerne er der adgang til koncerterne efter først-til-mølle-princippet.

Det samlede program
15:00 - Aarhus Jazz Orchestra - VoxHall
16:00 - Jakob Bro & Wick/McHenry/Mathiasen/AC (DK/US) - Atlas
17:00 - Hedvig Mollestad Trio (NO) - Atlas
17:30 - Ær/Bar/Bær/Bar - Råbar
18:15 - Skúli Sverrisson & Óskar Gudjónsson (IS) - Atlas
19:15 - Diego Schissi & Paolo Russo (AR/IT) - Atlas
19:30 - Minibus Pimps (US/NO) - VoxHall (med blandt andre den gamle Led Zeppelin-bassist John Paul Jones)
20:15 - Jenny Hval (NO) - Atlas
21:15 - Simon Toldam Trio feat. Joél Pálsson (DK/IS) - Atlas
22:00 - Bigband Revisited - sådan spiller klaveret ikke! - Atlas
22:30 - Blood, Sweat, Drum 'N' Bass Big Band feat. DJ Static, Vectral & Bilal Ershed (DK/DE) - VoxHall
23:00 - Gevär - Atlas
23:30 - Thulebasen Impro - Atlas

Ida Gard + Pil & Liv, Radar, 21.00

En anmelderlovprist singer-songwriter og en rost duo gæster Radar med melodiske og begavede sange og masser af akustisk guitar. Parterne har fået henholdsvis fem og fire stjerner af GAFFA for deres respektive debutalbum, så man kan godt sætte forventningerne højt.

Lørdag den 8. september

Asbjørn og Lydmor, Atlas, 21.30

To af årets meget roste debutanter, der begge ligger på GAFFAs liste "De bliver store i 2012" spiller hver deres koncert, og der er gratis adgang. Forvent iørefaldende popsange med masser af detaljer og både elektroniske og håndspillede elementer.

Se hele festugeprogrammet på Aarhus Festuges hjemmeside.

ANNONCE