Nyhed

Guide: 13 rigtige til en musikalsk superweekend

Weekenden er over os, og hvad skal man så lave? Vi giver dig 13 bud på spændende musikalske oplevelser over hele landet.

Weekenden nærmer sig med hastige skridt, og vanen tro giver GAFFA dig en guide over spændende musikalske arrangementer de næste par dage. Festivalsæsonen og udendørs-koncerterne synger på sidste vers her på den allersidste sommerdag, men er dog ikke helt forbi, og samtidig er der begyndt at komme gang i indendørs-koncerterne efter en mere stille periode hen over sommeren. Weekenden er præget af, at Aarhus Festuge begynder i dag, så derfor fylder Aarhus godt i denne uges guide. Vi har fundet 13 arrangementer, som der i skrivende stund alle er ledige billetter til. Rigtig god weekend!

Fredag den 31. august

København


Trailerpark Festival, Cph Skatepark, Enghave Plads, København, 16.00

Skaterparken danner rammer om årets Trailerpark Festival, som i år byder på blandt andre Christian Hjelm, Tomas Barfod, Tako Lako, Lydmor, Vinnie Who og mange flere. Det er bare med at nyde en af sommerens absolut sidste festivaler, inden sæsonen slutter.

Rugsted & Kreutzfeldt, Glassalen, Tivoli, 19.30


Veteranduoen er tilbage med deres første album med nye sange i hele 26 år. Du kan høre en masse af de nye numre – og selvfølgelig gamle hits som "Jeg Ved Det Godt", "Tilfældigvis Forbi" og "Går Gennem Tiden".

Aalborg

Joan Armatrading, Nordkraft, 20.00


Den engelske singer-songwriter-veteran og -guitarist gæster Nordjylland med en pæn firstjernet anmeldelse for sin Smukfest-koncert i ryggen. Forvent tidløs soul, blues og folk fra en sangerinde, hvis dybe røst og virtuose guitarevner er intakt efter fire årtier i branchen.

Nyborg

Rasmus Seebach, Den Grønne ved Nyborg Slot, 19.30

Hele Danmarks Rasmus Seebach er nået til Nyborg på sin lange turné. Charmetrolden kan samle flere generationer i fællessang, så der er lagt op til en dejlig aften i hyggelige omgivelser.

D-A-D, Mølleparken, Sønderborg, 20.00

Brødrene Binzer & Co. er kommet til Sønderborg på deres sommerturné. Der er garanti for syng-med-venlig rock'n'roll og tostrengede basser i tidløst italiensk design, og mon ikke Laust kommer til at spille trommer med hovedet nedad på et tidspunkt?

Lørdag den 1. september

København

We Love The 90's, Forum, 20.00

Med tilpas ironisk distance kan man nyde dette origie af ørehængere og dårlig 90'er-eurodance-smag. Der er garanti for kitsch og knæklys, når Haddaway, Snap!, Culture Beat, Dr. Bombay, Daze, Hit'n'Hide og Barcode Brothers vælter Forum – med Anders Breinholt som vært.

Aarhus

Den Store Aarhusianske Sangbog, Store Torv, 13.30 og 15.30

Aarhus Festuge er i fuld gang, og derfor er der også masser af musik i festugen i weekenden. Vi kan blandt andet anbefale en samling af 12 udødelige Aarhus-hits som "Hjem Til Aarhus", "De Hvide Fra Fredensvang" og "Slingrer Ned Ad Vestergade" fremført af blandt andre Silas Bjerregaard (Turboweekend), Marie Frank og Kim Kix fra PowerSolo. Der er gratis adgang.

Lisa Hannigan + The DeSoto Caucus feat. Brian Lopez og Emiliana Torrini, VoxHall 21.00

Aarhus Festuges husensemble The DeSoto Caucus spiller i år sammen med den amerikanske singer-songwriter Brian Lopez og den italiensk-islandske ditto Emiliana Torrini. Derudover får vi en koncert med irske Lisa Hannigan, hvis debutalbum fra 2008, "See Sew", blev nomineret til den prestigefyldte Mercury Music Prize.'

Gyngens 25 års jubilæum feat. Shaka Loveless med flere, Gyngen, 21.30

Aarhus' hyggelige spille- og spisested i Mejlgade fejrer 25 års jubilæm med optræden af blandt andre storhittende Shaka Loveless. Der er intet forsalg, så kom tidligt.

Ulige Numre + Rangleklods, Train, 21.30

Et fremadstormende, solidt hittende dansksyngende rockband og en let melankolsk elektrorocker. Oplev to af Danmarks mest roste nye navne live i hjertet af Aarhus Festuge.

Odense

D-A-D, Den Fynske Landsby, 20.00

Se beskrivelse ovenfor.

Sønderborg

Rasmus Seebach, Mølleparken, 20.00

Se beskrivelsen ovenfor.

Søndag den 2. september

København

Lady Gaga, Parken, Parken, 19.30 (billedet)

Verdens største popstjerne indtager Parken med et spektakulært show, originale kostumer og hit på hit på hit. Underholdningsværdien er givetvis tårnhøj.

 

 

 

 

ANNONCE