Dramatiske omstændigheder i den malinesiske sanger og multiinstrumentalists hjemland tvinger hende til at aflyse dansk koncert
Khaira Arby, der stiller sig i rækken af malinesiske navne, som for eksempel Roskilde-debuterende Boubacar Traoré, der vinder frem i den vestlige kultur, har måttet aflyse sin danske koncert på Atlas i Aarhus den 2. september, det oplyser Fonden Voxhall, der har engageret den afrikanske musiker.
I en pressemeddelelse lyder det, at omstændighederne i sangerindens hjemland har tvunget hende til at aflyse alle koncerter i 2012 og 2013.
Landet, der tidligere har været kendt for at være et forgangsland med henblik på demokratisering, oplevede i januar et oprør fra gruppen MNLA, der i marts førte til et militærkup mod den siddende præsident. Urolighederne er værst i det nordlige Mali, hvor Khaira Arby kommer fra. Og det er angiveligt denne konflikt, der har forhindret Khaira Arby i at gennemføre sine planlagte koncerter.
Billetter refunderes ved henvendelse til Ebillet.