Den danske hardrock-gruppe går ind på en ottendeplads på albumhitlisten, der stadig toppes af Rasmus Seebach
Fredag er den dag, hvor de officielle danske hitlister bliver offentliggjort, og vanen tro kigger GAFFA på toppen og ugens nyheder. I denne uge er Rasmus Seebach igen-igen-igen i toppen af albumhitlisten med "Mer' End Kærlighed", som nu har ligget 45 uger på hitlisten, ofte helt eller næsten i toppen. Nummer to er som i sidste uge Lukas Graham og hans selvbetitlede debut, mens Leonard Cohen, der gæstede København og Aalborg i weekenden, ligger nummer tre med sine "Old Ideas".
Øverste og eneste nyhed i top 40 finder vi på ottendepladsen, hvor det danske hardrockband Siamese Fighting Fish (billedet) er gået ind med deres andet album, "Breathe See Move".
Til gengæld finder vi en stribe re-entries på ugens hitliste. Øverst, på plads nummer 24, snart koncertaktuelle Fun. og deres "Some Nights", som nummer 29 Melody Gardot med "The Absence", på en 30. plads "Toppen Af Poppen 2", som nummer 31 Bon Iver med "Bon Iver", på plads 33 Joey Moe og "Fuldmåne 2.0", Jack White som nummer 34 med "Blunderbuss", nyligt koncertaktuelle Coldplay og "Viva La Vida or Death And All His Friends" som nummer 36, I Got You On Tape med "Church Of The Real" på plads 37 og endelig Patti Smith, der i sidste uge gæstede Louisiana og snart besøger Vega, på en 39. plads med "Banga".
Tracklistens nummer et er som i sidste uge Mads Langer og hans "Overgi'r Mig Langsomt", mens streaminglisten har en ny etter, L.O.C. og "Helt Min Egen".
Den såkaldte bit-album-hitliste, der tæller downloads fra abonnementstjenester, har også Rasmus Seebach og "Mer' End Kærlighed" på førstepladsen – en nyhed i forhold til sidste uges etter, Mads Langers "Behold", mens den tilsvarende trackliste for enkeltnumre også har en ny etter, Aura og "In Love With The World".
Se alle de officielle danske hitlister her.