Den københavnske sekstet har netop udgivet debuten "Ingrid, It's Only A Movie" og fortæller om det sang for sang
De er en særegen sekstet. Næsten alle medlemmer er sangere og sangskrivere, så der er masser af ideer og kræfter at trække på, når der skal skrives sange. Tre forskellige vokalister tager på skift leadvokalen i et musikalsk mangefacettede lydbillede, som dog kan karateriseres ved en fælles kærlighed til det håndspillede, det traditionelle og paraplygenren americana.
Det er det københavnske band The Reptones, der er tale om. Et endnu temmelig ukendt band, men ikke desto mindre et band, som netop har udsendt debutalbummet "Ingrid, It's Only A Movie". Derudover er det bemærkelsesværdigt, at bandet har fået den meget anerkendte bassist og producer fra Grant Lee Buffalo, Paul Kimble med på holdet.
The Reptones' hovedperson Bo Bech har igennem mange år været fascineret af Grant Lee Buffalos produktioner. Bo Bech kontaktede derfor bassist og producer Paul Kimble, sendte nogle demoer af sted og spurgte, om han ville producere The Reptones' debutalbum. Kimble forelskede sig straks i The Reptones og tog til København, hvor han og bandet i 14 dage indspillede 14 numre.
Vi giver her ordet til bandet, der fortæller om albummet sang for sang:
How Was Your Day?:
Filmmusik til et strandet forhold, og paradoksalt nok en duet om ensomhed. Man kan gå rundt i en boble når man er alene, og pludselig komme i tanke om at der ikke længere er nogen der spørger: Har du haft en god dag? Man hører spørgsmålet i det fjerne, som fra en film der fortager sig igen og igen.
Paul Kimble har ramt stemningen perfekt i produktionen, sangen fremstår svævende og rodløs på pladen.
Check The Beat:
Sangen handler om, hvor dumt det er at holde fast i noget man skulle have givet slip på for lang tid siden. Den handler om tvivl, og om en indre kamp for at sætte sig selv fri.
Det er nok den mest poppede sang på pladen, den har et catchy klavertema, og har en metronom-fornemmelse i rytmen, der passer godt til titlen. Temaet bliver i øvrigt også spillet med plektre på flygelstrenge!
Time After Time:
Endnu en sang om ensomhed. I denne scene sidder en ensom mand groet fast i sin sofa i et stort gråt betonkompleks. Det kunne være en ensomhed i et urbant samfund omgivet af mennesker. Dørklokken ringer aldrig, uanset hvor meget man ønsker det.
Det er klart den sang på pladen der minder mest om Grant Lee Buffalo, og den lyder meget af Paul Kimble fra start til slut.
Put Out The Stars:
Sangen handler om at famle efter lyset i mørke. Fyldt med råd, der burde være åbenlyse for enhver og advarsler, der ikke bliver fulgt: Alle jer der tror I har jeres på det tørre, pas på, det kan blive jer næste gang, græsset er ikke grønnere på den anden side, man ved først, hvad man har, når det er væk, etc. Den opmærksomme lytter kan måske genkende citater af Johnny Thunders og Bob Dylan i teksten.
Det er den eneste sang med blæsere på pladen: Et Frelsens Hær-stykke på 15 sekunder. Det passede bare ind lige dér, og arbejder lidt imod den tunge stemning i teksten - der er lys i mørket.
Natural Born Coward:
Den handler om at sætte foden for døren og sige tak for nu. En lidt skræmmende sang, fuld af uro, og en stemning af at blive ved at løbe fra noget man ikke kan komme væk fra.
Et af de numre, hvor vi har leget mest med produktionen. Vi indspillede f.eks. et ekstra trommespor med et lege-trommesæt i børnestørrelse, og Kimble havde en fed idé om at spille bas med distortion-pedaler og violinbue! - der i høj grad giver sangen den ubønhørlige og konstante uro. "Soloen" er faktisk Brian der synger ud gennem en gammel Fender-guitarforstærker.
Læs en gennemgang af samtlige 11 sange i GAFFAs artikelsektion.
