Vi lægger ud med et kapitel om kultgruppen Throbbing Gristle
Over de næste fire søndage vil GAFFA som en særlig adventskalender bringe uddrag af Martin Halls bog "Nostatic!", en essaysamling om punk, postpunk, gothic, new romantic, industrial og spoken word med essays om blandt andre Sex Pistols, Joy Division, Echo & The Bunnymen, The Cult og Death In June (som i øvrigt spiller i aften i Forbrændingen i Albertslund, læs mere her). Vi lægger ud med begyndelsen af kapitlet om industrial-pionererne Throbbing Gristle:
EN KORTSLUTNING AF KONTROLBEGREBET
Om Throbbing Gristle (1975–1981). Skrevet i anledning af gruppens genforening og koncert på Statens Museum for Kunst fredag den 19. juni 2009.
*
Som patentindehaverne af industrial-begrebet hersker der generel konsensus om Throbbing Gristles enorme betydning for moderne elektronisk musik, men går man tidens hipsters på klingen, kniber det til tider lidt med den almene dannelsesfortælling. For så vidt intet galt i det – der er jo meget at holde styr på i den moderne verden – men undertegnede synes alligevel, at gruppens fjerne fortid fortjener en lille genopfriskning her i lyset af bandets gendannelse og forestående koncert på Statens Museum for Kunst.
Sammen med samtidige navne som Suicide, Sex Pistols og Joy Division markerede Throbbing Gristle sig som et af slut-70'ernes mest radikale musikalske outfits. Med rødderne i 60'er-performancekunstgruppen COUM Transmissions befinder vi os omtrent så langt fra den standardudøvende rock'n'roll-masturbators trivialforestillinger, som man overhovedet kan komme. "This ain't rock'n'roll, this is genocide!" som Bowie proklamerede under åbningen af sit dystopiske Diamond Dogs-album fra 1974 – en frase der på mange måder hægter sig helt naturligt på Throbbing Gristles kunstneriske praksis. Sidstnævnte var alt andet end endnu et "band", og gruppens hårdhændede afslag af enhver form for standardisering bør stadig anerkendes med en vis beundring selv her fire tiår efter dens undfangelse.
Som et af tidens første elektroniske garagebands repræsenterede Throbbing Gristle ikke alene et brud med den allertidligste punkkulturs selvforståelse, men hvad mere væsentligt er, så rettede gruppen et journalistisk og antropologisk-orienteret fokus mod det samfund, der – hvad end vi siger og gør – definerer os som individer. For TG handlede arbejdet om blotlæggelsen af ethvert givent tabu, og selvom tekster om seriemordere, voldtægtsforbrydere og dødsdømte fanger i dag nærmest er sangskrivningsetikette inden for adskillige musikgenrer (tænk f.eks. bare på metalmiljøets skamløse refrænisering af vold, mord og dæmonisme), så var Throbbing Gristle dengang pionerer inden for et helt nyt felt: Industrial-kulturen.
Som sanger og omdrejningspunkt Genesis P-Orridge definerede gruppens agenda, så drejede indsatsen sig om at føre "information war". Throbbing Gristle forsøgte at reflektere den animalske vold i det civiliserede samfund, men endte på samme konto med at tiltrække den. Tirrer man bæstet længe nok, vækker man dets vrede. Det egentlig dilemma kom dog først senere, for hvad er værst? – det omkringværende samfunds forfølgelse eller tilbedernes fiksering? I sidste ende forblev det overordnede spørgsmål for gruppen dette: Hvordan kortslutter man kontrolbegrebet inden for lovlighedens skabelon?
Bankende brusk
Throbbing Gristle er Yorkshire-slang for en erektion (direkte oversat: "bankende brusk"). Udtrykket er taget fra et pornoblad, hvilket i sig selv giver en udmærket indikation af den akse, hvorom TG roterede. Gruppens officielle fødsel siges at være den 3. september 1975, 36-årsdagen for Storbritanniens indtræden i Anden Verdenskrig, men Throbbing Gristles musikalske iscenesættelse af idéer kan ikke isoleres fra COUM Transmissions' forudgående arbejde.
Genesis P-Orridge (født Neil Andrew Megson) studerede i 1968 Social Administration and Philosophy på Hull University. Han var tidligt inspireret af den amerikanske komponist, filosof og musikteoretiker John Cages Silence-bog, og allerede i 1965 havde han dannet sit første band, (Early) Worm. Samme år havde han læst sin første William S. Burroughs-bog, Dead Fingers Talk (udgivet 1963), en forfatter der skulle komme til at udøve en massiv påvirkning på den unge kunstner, og i 1969 indledte Genesis P så arbejdet med COUM Transmissions. Navnet havde ifølge ham selv præsenteret sig for ham i en slags åbenbaring, og set gennem den senere TG-optik er slægtsfællesskabet med ord som "communication", "communion" og måske især "cum" (slang for sæd, udløsning) da også påfaldende.
COUM begyndte snart at påkalde sig en vis opmærksomhed i Hull-området med tidlige performances som Dead Violins and Degradation samt Clockwork Hot Spoiled Acid Test, og som eksperimenterende musikensemble spillede de deres største koncert som opvarmning for space rock-gruppen Hawkwind i oktober 1971. Samme år sluttede en anden lokal Hull-kunstner sig til COUM Transmissions, Christine Newby. Sidstnævnte havde altid hadet sit fødenavn og havde på opfordring af en ven valgt at kalde sig Cosey Fanni Tutti (navnet er taget fra Mozarts 1790-opera Così fan tutte, hvilket betyder "sådan gør alle kvinder").
Privat begyndte Genesis P og Cosey ligeledes at danne par, og arbejdet med COUM – i sammenhæng med deres bizarre navnes selvpromoverende effekt – gav dem hurtigt en del lokal omtale. Duoen fraterniserede med både lokale skinheads og Hell's Angels såvel som adskillige af Hulls mere kriminelle elementer, hvilket snart påkaldte sig politiets opmærksomhed. COUM's performances begyndte ligeledes at involvere flere og flere uterlige indslag (såsom masturbation og selvpåførte skader), alt sammen inspireret af de såkaldte Wiener-aktivister, en fluxus-inspireret kunstnergruppe hvis bærende kræfter var Gunther Brus, Otto Mühl, Hermann Nitsch og Rudolf Schwarzkogler (i 1968 havde Brus' performance Kunst und Revolution på Wiens Kunstakademi bl.a. bestået i at skære sig selv med barberblade, urinere og drikke sit eget pis samt onanere, mens han sang den østrigske nationalsang – hvilket alt sammen endte med, at han blev arresteret).
Hvad der især tiltalte Genesis P ved Wiener-aktivisterne var deres engagement og forpligtelse mod bevidst at konfrontere det moderne samfunds moralske konsensus. COUM's beslægtede "shock tactics" var et tilsvarende forsøg på at nedbryde den sociale fortrængning af tabu og på den måde skabe en følelsesmæssig katarsis gennem offentlige ritualer via en formålsfuld overtrædelse af konventionel seksuel adfærd. Alt i alt eksisterer der næppe noget mere truende for samfundets kontrolprocesser end en ukompromitteret anti-mainstream-etik forbundet med en patologisk forkærlighed for det ekstreme, hvilket i sin essens var det, som både COUM Transmissions og Throbbing Gristle stod for.
Licking & sticking
Cosey begyndte at arbejde som nøgenmodel og stripper, mest for pengenes skyld, men også på grund af hendes voksende oplevelse af parallellerne mellem kunstscenen og sexindustrien. Lige siden 60'erne har det været et gyldigt liberalt synspunkt, at strippere er kunstnere, men at kunstnere omvendt også er strippere, det er først nu, i det 21. århundredes emanciperede vestlige kultur, ved at blive et anerkendt statement. I det lange løb nøjedes hun dog ikke med at smide tøjet. Op gennem start-70'erne medvirkede hun i en række af tidens lige-ud-af-landevejen "licking & sticking"-pornofilm (alt andet end softcore, mine damer og herrer), bl.a. i selskab med den britiske pornostjerne Mary Millington.
Peter "Sleazy" Christopherson så COUM's Couming of Age-performance i marts 1974 i London og var begejstret. Efter forestillingen opsøgte han Genesis P og Cosey, der allerede ved den anledning gav ham øgenavnet "Sleazy", eftersom han var mest interesseret i "sextingen". Christopherson var assistent på det legendariske designbureau Hipgnosis, der fra slut-60'erne og op gennem 70'erne stod for en række stilskabende pladecovers for bl.a. Pink Floyd, Genesis og 10cc, og efter han tilsluttede sig COUM, blev gruppens performances (endnu) mere aggressive og seksuelt eksplicitte. Især Christophersons fotografier af drengemodeller med imiterede kvæstelser og skader fangede de andres opmærksomhed. "Sleazy" var yderligere medlem af Casualties Union – en gruppe frivillige der deltog i politiets og ambulancetjenestens simulerede trafiksammenstød eller andre former for ulykkeshændelser (det der herhjemme ville svare til Beredskabsstyrelsens store årlige katastrofeøvelser) – så han var vant til krævende roller.
Som det sidste af Throbbing Gristles medlemmer sluttede lydteknikeren Chris Carter sig i 1975 til COUM, da han blev introduceret til de tre andre via kunstneren John Lacey. Carter havde ud over sit studiearbejde arbejdet som filmfremkalder i et Soho-fotolaboratorium med speciale i pornografisk materiale samt med tv, lys og film, så han tilførte en teknisk ekspertise til det senere TG, der skulle blive meget væsentlig for gruppen. Det var således ham, der stimulerede Gristles tiltagende interesse for elektronik og elektronisk udstyr, et uundværligt element i gruppens senere position som industrial-pionerer. Hen ad vejen byggede TG meget af deres eget udstyr, bl.a. apparatet "Gristleizer", en gizmo som Carter selv har beskrevet som "a cross between a fuzzbox and a ring modulator on acid".
COUM's fortsatte arbejde og ensemblets begyndende internationale anerkendelse tvang omkring samme tid store britiske institutioner som Arts Council såvel som The British Council til at begynde at tage gruppen mere alvorligt. Med større status følger dog som bekendt et forøget ansvar og fokus, hvilket Genesis P og resten af holdet snart skulle komme til at erfare som førsterækkedeltagere.
Læs resten af kapitlet i bogen "Nostatic!", som du kan læse meget mere om her.
