Du kan nu streame "¡Tre!" på GAFFA.dk en lille uge inden udgivelsen
Green Day annoncerede tilbage i april, at de i slutningen af i år og starten af næste år vil udgive en trilogi med de tre passende albumnavne "¡Uno!", "¡Dos!" og "¡Tré!". Albummene er blevet udgivet den 24. september og den 12. november, og tredje og sidste del udkommer mandag den 10. december – og er rykket frem i forhold til den oprindelige udgivelsesdato 14. januar 2013 for at kompensere for, at Green Day har aflyst deres planlagte turné, fordi sanger og guitarist Billie Joe Armstrong er kommet i rehab.
GAFFA har fået lov at streame hele det nye album eksklusivt for Danmark. Hør det i sin helhed nedenfor.
Bandet udtalte i april:
"Vi er i den mest produktive periode i vores liv. Det her er det bedste musik vi nogensinde har skrevet, og sangene bliver bare ved med at komme", skriver bandet. "I stedet for at lave et album laver vi en trilogi. Hver sang har kraften og energien, der repræsenterer Green Day på alle planer. Vi kan bare ikke lade være... Vi er storladne som ind i helvede."
Sidste udgivelse fra Green Days hånd før trilogien var tilbage i 2009, hvor bandet udgav albummet "21st Century Breakdown", og siden har bandet turneret flittigt.
Bandet har indspillet musikken på trilogien i Oakland med produceren Rob Cavallo, som de også arbejdede sammen med på udgivelsen af deres kommercielle gennembrud "Dookie" fra 1994.
Sidste album i trilogien udkommer som sagt på mandag, men allerede nu kan du høre hele det nye album, da GAFFA har fået lov at streame det eksklusivt for Danmark. Lyt nedenfor og skriv gerne en kommentar om, hvad du synes om musikken. Rigtig god lyttelyst!