Nekrolog: Ravi Shankar 1920-2012

Det er en lille gigant, som vi nu skal omtale i datid. Siden Ravi Shankar bjergtog den vestlige verden ved udødelige optrædener på festivaler som Monterey Pop i 1967 og Woodstock i '69, har han for mange været identisk med indisk musik. Også selv om han i virkeligheden var del af en tradition med mange store mestre. Ravi Shankars kunststykke var simpelthen, at han var det rette sted på rette tidspunkt. Og med sin unikke og altid milde udstråling altså var en mester af den allerhøjeste kalliber.

Ligesom det var hos Ravi Shankar at verdens mest publicerede master class fandt sted. Nemlig da en ydmyg Beatle i form af George Harrison i 1966 fandt sin mester i form af den åbne inder, med hvem han siden skulle arrangere de to berømte koncerter, hvor alverdens rockstjerner samledes omkring et indisk tema i Madison Square Garden i New York. Jeg taler selvfølgelig om de to Bangladesh-koncerter på samme dag, hvor rockverdenen for første gang satte de spor indenfor nødhjælpsarbejde, som siden skulle give os Live Aid.

Ravi Shankar blev født i hinduernes hellige by, Varanasi (tidl. Bernares) og startede tidligt ud som danser i storebror og koreografen Udays trup, og han debuterede i Paris helt tilbage i 1930. Han ville dog sitaren og kom i 1938 under den store mester Allaudin Khans (1862-1972) vinger og påbegyndte den hårde træning, som skal til, hvis du vil være sitarspiller på højeste plan. Her mødte han i øvrigt en anden kommende mester i form af Khans søn, Ali Akbar Khan (1922-2009), der spillede den lutlignende sarod. Ligesom han indledte sit første ægteskab med dennes søster, surbahar(bas-sitar)-spilleren Annapurna Devi, og seks år senere satte han de første betydelige spor, da han indspillede soundtracket til de tre film, som former trilogien om drengen Apu. Her var instruktøren den store indiske filmskaber, Satyajit Ray (1921-92) - det skal understreges, at der ikke var tale om Bollywood, men seriøs filmkunst med udgangspunkt i Calcutta. Ravi Shankar blev desuden ansat som musikalsk ansvarlig på den nationale radio.

I 1955 skønnedes han god nok til at begynde at turnere i Vesten, hvor den store klassiske violinist, Yehudi Menuhin (1916-99) gerne ville spille med ham. Ravi Shankar havde dog fået problemer i sit ægteskab og sendte svogeren Ali Akbar Khan, som havde stor succes. Men året efter kom Ravi Shankar selv afsted. Han droppede jobbet på radioen, og siden så Ravi Shankar sig ikke tilbage. Turen gik til USA og her indledte Ravi Shankar sit livslange og passionerede forhold til sit amerikanske publikum. Han skulle senere have et af sine hjem i Californien, hvor han også døde i går.

I 1960'erne kom der for alvor fokus på Ravi Shankar. Bebopmusikere indenfor jazzen havde været med til at bane vejen for en ny åbenhed over for fordybelse i lange musikstykker af stor musikalsk og rytmisk kompleksitet, og her var kombinationen af Ravi Shankar og hans faste tablaspiller, Alla Rakha (1919-2000), den helt rigtige. Det var hans - og vores - held, at D. A. Pennebaker var til stede i de junidage i 1967, hvor filmen Monterey Pop blev til. Anledningen var den festival, hvor man i hvert fald fra mediernes side havde fattet, at et ungdomsoprøromgang var i gang, og her lancerede man navnet Summer Of Love.

Det blev en legendarisk festival, og blandt de skelsættende koncerter var Jimi Hendrix, som brændte sin guitar, en purung Janis Joplin i spidsen for Big Brother and The Holding Company, Otis Redding bakket op af Booker T. & The MG's og endelig et fuldkomment bjergtagende sæt, hvor Ravi Shankar med en enorm adræthed og et guddommeligt smil, ledsaget af tablaspilleren med måneansigtet, Alla Rakha, ville duellere på toner og beats, mens en underskøn indisk kvinde ville sidde i midten med sin tambura og et publikum af unge og fortrinsvis hvide kids ville falde i svime. Ravi Shankar var i den grad ankommet og med ham den indiske klassiske musik.

Han havde allerede connected med den californiske scene to år før, da The Byrds tilfældigvis var i det samme studie og brugte sitar på et nummer. Det kom George Harrison - som kendte Byrds-sanger David Crosby - for øre, og han købte en sitar og introducerede rigtigt mange for den lyd på nummeret Norwegian Wood fra Rubber Soul. Han mødte Ravi Shankar i London i 1966 og tog siden til Kashmir, hvor han i de idylliske omgivelser ved Dal-søen lærte de første strofer i et mester og discipel-forhold, som skulle vare resten af Harrisons liv. Ligesom Shankar blev en fast bestanddel ved store begivenheder i rockens verden, fra Woodstock og via den føromtalte Concert for Bangladesh og såmænd til Roskilde Festivlal, hvor undertegnede så ham i midthalvfjerdserne.

Her ville vi sidde og falde for Ravis vidunderlige humor, som når han stemte først, og det lød henrivende, hvorefter publikum ville bryde ud i klapsalver. Responsen ville med den typiske indiske accent og et lille grin falde prompte: "If you like the tuning so much, I'm sure that you'll enjoy the music even more..." Han ville også appelere til os om ikke at ryge: "Do Not Smoke!!" Dengang sad alle ned i skrædderstilling foran den store scene - eller Lotusstilling i dagens anledning - og opfordringen ville blive fulgt af mangen en chillum, der blev tændt. Ravi var vist ligeglad. Han havde set det før.

Ravi Shankar efterlader sig en enorm mængde plader. Fra de skelsættende duoplader med Yehudi Menuhin til de mange raga-plader, hvor han altid leverede på højeste niveau. Ligesom hans umiskendelige lyd har sat sit præg på store filmøjeblikke, fra de føromtalte Apu-film til Richard Attenboroughs legendariske Gandhi fra 1982. De seneste år ville han med udtalt glæde og stolthed optræde sammen med sin meget dygtige datter, sitarspilleren Anoushka Shankar, og havde også - i modsætning til rygterne - forbindelse til sin anden meget berømte datter, Norah Jones.

George Harrisons aske blev spredt i den hellige flod, Ganges. Et kvalificeret gæt vil være, at Anoushka og de andre børn i skrivende stund forbereder sig til at flyve den lange tur tilbage fra Encinitas syd for Los Angeles for at føre den gamle mester tilbage til der, hvor det hele begyndte. Nemlig i byen med de evige ligbål og duften af sandaltræ, hvor man efterfølgende kan sejle ud og lade asken glide ned i vandet sammen med de obligatoriske rosenblade.

Som det sig hør og bør for en rettroende hindu. Og ikke mindst gælder denne store mester.

Ravi Shankar (1920-2012) - Æret være hans minde.