GAFFA mødte Midge Ure og Chris Cross fra den engelske new wave-gruppe, da den for nylig gæstede København
For et par år siden interviewede jeg den ene halvdel af den engelske new wave-gruppe Ultravox, da de gav koncert i København, nemlig Billy Currie og Warren Cann. Denne gang, i forbindelse med gruppens seneste turné, var det belejligt nok de resterende to, Midge Ure og Chris Cross, der stillede op. Det blev til en snak om gruppens karriere, om forskellene på dengang og på nu og om hvorfor det er noget forbandet noget at få sine ønsker opfyldt.
Ras Bolding: Tidligere på året udgav I "Brilliant", jeres første nye album i mange år – var det svært eller let at komme i gang med at lave musik sammen igen?
Midge Ure: Let, faktisk. Det virkede naturligt efter at vi, for tre års tid siden, begyndte at spille sammen igen. Dengang spekulerede vi dog ikke på at lave ny musik, for der er stor forskel på at lave ny musik og så spille gamle numre. Der var ikke tale om en egentlig plan, men det virkede bare naturligt efter at vi var begyndt at spille sammen igen, hvilket vi tilmed nød. En naturlig progression, også pga. måden vi gjorde det på.
Chris Cross: Det var et eksperiment helt fra begyndelsen af. Hvis det ikke fungerede, så ville vi bare lade det ligge. Men det voksede sig større, fra lad-os-prøve-det-og-det til egentlige sange.
Ras Bolding: Hvordan foregik selve indspilningsprocessen? Samledes I alle i studiet som en gruppe for at arbejde på musikken, eller arbejdede I med individuelle dele i jeres respektive hjemmestudier?
Midge Ure: Det var en af idéerne oprindeligt at arbejde på den måde, for i dag kan man jo arbejde sammen og hver for sig, så at sige, altså, hvor alle lægger dele til helheden, og vi var lige inde på det med dette album. I gamle dage samledes vi i et studie i nogle måneder, sad og kiggede på hinanden og alt udstyret, og prøvede at finde på noget. Ingen af os havde lyst til at arbejde på den måde igen. Det der med at sidde et halvt år i et øvelokale og prøve at komme på idéer er gyseligt. Så måden hvorpå det hele skulle gøres var en stor del af processen, for at albummet overhovedet kunne blive til noget. Vi endte med at sætte studie op i Canada, baseret på fire laptops, så vi også kunne være mobile. Men vi boede faktisk i huset, uden studieteknikere, producere, den slags. Og så arbejdede vi ellers. Vi mødtes sådan to-tre gange og resultatet blev albummet. Vi ville have vidst med det samme, hvis det ikke fungerede. Hvis det var noget møg ville vi bare have stoppet.
Ras Bolding: Når I arbejder på musikken, har I så alle forskellige roller? En komponerer hovedsageligt, en anden skriver teksterne, en tredje arbejder med lydene, etc. Eller laver I alle lidt af det hele?
Chris Cross: Vi vil alle lave det hele, haha. Men vi laver faktisk lidt af det hele alle sammen.
Midge Ure. Ja, lidt af det hele. Mange af de tidligste idéer stammer fra Billy Currie; han er virkelig musiker. Han finder på melodier, og vi går så på dem, hakker dem op, vender dem rundt, tilføjer vokaler, etc. Sådan er meget opstået. Vi sad med guitarer og synths og spillede ind på computerne. Fordelen ved computere er, at så snart du får en idé, så kan du indspille og prøve ting af. Tit tænkte vi, at dette eller hint er godt nok nu, og så kan vi rette på det senere, men når vi så prøvede at rette senere, så indså vi, at vi havde faktisk fanget noget ved netop at have en mere afslappet og fri indstilling til tingene. I stedet for at fokusere på perfektion spillede vi bare, og kom til at holde af det vi fandt på. Men naturligvis sad vi også og mixede og gjorde ved på computerne.
Læs en længere udgave af interviewet, hvor Ultravox taler om deres gendannelse, deres fremtid og inspirationen fra begrebet had, i GAFFAs artikelsektion.
