Rasmus Mich Reinholdt vinder æren og en Nokia Lumia 920-smartphone + JBL Power Up-speaker for sine anstrengelser
Så blev der lukket og slukket i konkurrencen om at kreere sin egen lyd- og billedversion af det nye Spleen United-nummer "Hibernation", som har kørt i en lille måned. Spleen United og samarbejdspartneren Nokia havde håbet på omkring 300 bidrag, men det blev nærmest dobbelt op, da hele 569 musik- og webfreaks kom med deres eget unikke bidrag til legen/konkurrencen.
Bandet selv har været dommere i konkurrencen og har udvalgt bidrag nummer 75, skabt af Rasmus Mich Reinholdt. Hør og se den her.
Spleen United har været på en krævende opgave, men har udvalgt vinderen med følgende begrundelse:
– Vi er glade for den overvældende interesse, der har været for projektet, og der har været mange gode og originale versioner af nummeret. Vi har valgt #75 som vindertrack. Nummeret bærer præg af en god forståelse for arrangement, timing og musikalitet generelt. Det bliver aldrig ensformigt, og skiftet i sidste tredjedel fungerer rigtig godt, siger bandet.
Ud over æren modtager Rasmus Mich Reinholdt en Nokia Lumia 920-smartphone og en JBL Power Up-speaker for sine anstrengelser.
På http://opensongproject.com/ kan du nu også for første gang høre "Hibernation", sådan som den hele tiden har været tænkt i Spleen Uniteds egen version.