The Civil Wars har to allerede Grammy-statuetter stående, og nu udkommer deres debutalbum i Danmark
Duoen The Civil Wars er Adeles yndlings-liveband (se udtalelsen på hendes blog), og de har allerede sikret sig to Grammy-statuetter for blandt andet kategorien Bedste Folk Album. Nu rammer deres debutalbum "Barton Hollow" Danmark.
De to sangere og sangskrivere Joy Williams og John Paul White mødte hinanden under et sangskriverseminar i Nashville, Tennessee i 2008. Williams voksede op i Californien inspireret af bands som The Beach Boys og The Carpenters, mens White voksede op til sine forældres countrysamling.
Efter at have optrådt live sammen udgav de livealbummet "Live At Eddie's Attic" som gratis download på nettet i 2009. Samme år udkom ep'en "Poison & Wine" hvorfra titelsinglen var med i tv-serien "Greys Hvide Verden". Debutalbummet "Barton Hollow" udkom i 2011, og inden for kort tid lå den på førstepladsen på Billboards digitale albumliste og havde solgt over 25.000 plader i dets første uge.
Deres vokalharmonier har skabt stor opmærksomhed for bandet i USA, og Adele var hurtig til at sige, at de var det bedste liveband, som hun nogensinde havde set. Derfor inviterede hun duoen med som opvarmning ved 21 koncerter i USA og Europa. Den store medvind fik et ekstra pust, da gruppen vandt to Grammy awards for Bedste Folk Album og Bedste Country Duo/Gruppe Optræden.
The Civil Wars drager inspiration fra de store i den amerikanske musikhistorie, Johnny Cashs duetter med June Carter, Billie Holidays stille desperation og Brian Wilsons hjerteskærende melankoli. Alt dette blandet med deres egne talenter udgør debutalbummet "Barton Hollow".
Hør og se musikvideoen til titelsinglen fra debutalbummet "Barton Hollow" her: