Choir Of Young Believers: Det skal være sjovt

Jannis Noya Makrigiannis vil meget gerne underspille det hele.  Hans fremtoning er som vanligt blid, mens han taler roligt og velovervejet. Understreger igen og igen, at det skal være sjovt. At Choir Of Young Believers anno 2012 mere end nogensinde er et band frem for den solist, man får indtrykket af, når hans klokkeklare vidunder af en stemme foretager endnu en himmelflugt med det helt særlige afsæt, som førte til prisregn og roser overalt, da den første plade kom for snart fire år siden.

Alligevel får den ikke for lidt i titlen, som er Rhine Gold. Her ryger vi automatisk op på de store nagler med patos for alle pengene. Rhinguldet er jo oprindeligt navnet på en af de operaer af Richard Wagner, som udgjorde Nibelungens Ring, og det er altså svært at underspille, endsige løbe fra. Vi taler her en germansk gang Ringenes Herre, der umiddelbart bør være lysår fra de unge troendes kor i den normale form, og igen understreges det, at titlen er tilfældig, hvilket jeg ikke tror på et øjeblik. Ligesom scoopet i valg af producere, nemlig to ligesindede i form af et par af dansk musiks mere kreative hjerner – Nis Bysted fra blandt andet Thulebasen og Aske Zidore fra Oh No Ono.

Man skal ikke tale længe med Jannis, før man aner, at der bag den venlige og beskedne overflade er en meget direkte kunstner, som har lært at være konkret, når det gælder. Han er vennernes ven, og der har været en direkte linje, fra Anders Rhedin første gang skubbede til ham i orkestret Lake Placid. Her var han guitarist og korsanger, og Rhedin fik skubbet ham effektivt ud af reden og i gang med Choir Of Young Believers.

Næste skridt blev det eksperimenterende orkester Mit Nye Band, hvor han mødte Nis Bysted og dennes makker fra Düreforsøg, trommeslager Andreas Hauer-Jensen. Og derefter indledtes samarbejdet med Cæcilie Trier og introduktionen til hendes multifacetterede verden af musikere og stilarter, og ud over at kunne nedtone frontmandrollen i Chimes & Bells har de sidste år været en tilsyneladende konstant succesoplevelse med to orkestre, som begge har seriøs appel til markeder i både USA og England.

GAFFA har mødt den dansk-græsk-indonesiske sanger i den lejlighed i København, som han blandt andet deler med Jeppe Brix, guitarist i bands som Howl Baby Howl, Pinkunoizu og Chimes & Bells:

– Det var slet ikke meningen, der skulle gå så lang tid mellem de to plader. Men først skulle vi lave en plade med Chimes & Bells, og så har jeg lavet et dobbeltalbum med Mit Nye Band, og de andre medlemmer i bandet har også alle mulige andre projekter, beretter Jannis Noya Makrigiannis og fortsætter:

– Det var sådan, at først spillede vi This Is For The White In Your Eyes herhjemme i et år, før den kom ud i resten af verden. Så vi endte med at turnere med pladen i to et halvt år. Men det lyder da voldsomt, at der er gået tre et halvt år, når pladen kommer på gaden. Men det var hvad der skulle til. Jeg ville ikke have kunnet lave en plade før.

Han er ikke i tvivl om, at det har stor betydning, at han har de to forskellige roller i sit og Triers orkester, og at det har været med til at skubbe den nye plade i en helt ny retning. For det var en meget lang proces med først ep'en, og siden albummet, som kulminerede med, at de stod i DR-byens store koncertsal med underholdningsorkestret i ryggen og kunne udleve den lyd, som oprindelig var blevet til i et lille studie på Vesterbro ved, at Cæcilie Trier lagde et hav af celloer oven på hinanden:

– Jeg er helt klart blevet meget inspireret af at spille i "Chimes". Ikke så meget med hensyn til sangskrivningen, men nærmere hvordan vi griber numrene an. Det harmonerer godt på den måde, at jeg godt kan lide at spille musik hele tiden, og det giver fornyet energi at arbejde med andres musik også. Det kan være tungt kun at beskæftige sig med sin egen musik, og det er befriende at kunne have en helt anden indgang og rolle.

Indgangen til den nye plade har handlet om, at dels er orkestret en sammentømret enhed, hvor de enkelte musikere både er blevet givet og tager deres frihed til at påvirke det samlede udtryk. Selv om Makrigiannis fortsat skriver sangene fra bunden, er udtrykket skiftet. Som han siger det i dag:

– Det er altid musikken, der kommer først. Teksterne skal jeg arbejde mere for, og de kommer til sidst. På Rhine Gold har det som udgangspunkt handlet om spillet mellem en melodi og et akkordforløb, og der er altid en grundstemning lige fra, du skriver det. Og der har jeg prøvet at skrive frit hen over den stemning. Og så er der måske nogle ord eller en sætning, som titter frem. Men jeg har intet system, når det gælder om at skrive musik eller tekster.

Jeg tror, at en af forskellene på den nye plade og den første er, at teksterne var forholdsvis ligetil på den gamle plade, mens jeg på den nye har søgt at bygge et univers op, som ikke er umiddelbart entydigt. Mere abstrakt for at man kan lægge mere i det selv. Ikke så konkret og sort-hvidt i udtrykket.

– Selv om det er mig, der skriver numrene og synger dem, betragter jeg ikke mig selv som solist. Vi er et band. I forhold til at spille i "Choir" og "Chimes" er det to sider af samme sag. Jeg er selvfølgelig kaptajn på skibet, men selv om de to bands er to vidt forskellige trip, er fokus stadig det samme.

Læs et længere interview i GAFFAs martsnummer, der er på gaden fredag den 3. marts, og læs GAFFAs femstjernede anmeldelse af "Rhine Gold" i GAFFAs anmeldelsesektion.