Nyhed

De bliver store i 2012: The Green Lives

Gaffa mødte Mark og Jens-Ulrik fra The Green Lives en torsdag eftermiddag på en århusiansk café til en snak om oprindelighed, musikalsk søgen og idoler.

Aarhus-gruppen The Green Lives er en af de 12 danske kunstnere på GAFFAs liste "De bliver store i 2012", og derfor har vi talt med dem. Gruppens debutsingle "Dancing In The Snow" er i øvrigt udkommet i dag.

Sangen der blev bandnavn
Hvad er historien bag bandets opståen og udvikling? Hvordan er I startet?

Jens-Ulrik:
 - Det korte svar er, at vi har mødt hinanden rundt omkring i musikmiljøet i Aarhus. Så kender man en der og en der og så lavede vi et band. Det var i midten af 2000'erne, hvor jeg lige fra flyttet til Aarhus fra Odense.

Mark:
- I 2008 lagde vi stilen om og begyndte at skrive noget helt anderledes musik, hvor et af numrene hed Green Lives, og så tog vi bandnavn efter det. Vi har holdt os til den lyd vi udviklede sammen i 2008 siden da.

Fra melankoli til glade budskaber
Jeres musik bærer især præg af vokalharmonier, lette popmelodier og et på mange måder meget lyst lydbillede. Kan man sige at det udtryk opstod da I skiftede kurs i 2008?

Mark:
 - Det band vi havde før, det var en helt anden stil, indadvendt, storslået mol-musik, meget af det som var fremme i de år, og så lavede vi en modreaktion på det. Der er en masse problemer i verden, og de blev bare ikke mindre af, at vores musik også havde det dårligt, så at sige.


Jens-Ulrik:
 - Vi havde lyst til at komme ud med det glade budskab i stedet for. Det er også derfor vi udviklede den meget organiske og tidløse lyd, som vi mener definerer os: Harmoni, gåpåmod og en insisteren på en søgen efter det gode.


Klassiske dyder og tidsløshed
I er måske også lidt stolte af at have den dér håndværksmæssige tilgang til musikken?

Mark:
- Jeg vil nærmere kalde det en naturlig tilgang til musikken. Vi har vores instrumenter og vores stemmer og det er sådan vores musik opstår, hvilket også giver det en tidsløshed. Det er meget vigtigt for os, at vores musik kunne have begået sig for 40 år siden, og også vil kunne det om 40 år. Det tror vi på, at man kan opnå på de klassiske instrumenter.

Hvad kan vi forvente fra jer i 2012?
Mark:

 - Vi vil ikke afsløre for meget lige nu, og ruin the fun, men vi kan da afsløre, at der kommer to udgivelser fra os i år, og at vi p.t. arbejder på vores debut-ep. Den bliver vildt god! Vi er vildt godt tilfredse, og det er totalt fedt!

Er der nogle nye numre?

Jens-Ulrik:
 - Det er alle sammen nye numre, nogle få er blevet spillet live, men det har aldrig været udgivet før.

Med denne kommentar drikkes eftermiddagskaffen ud, vi siger alle tre tak for denne gang, og der kan kun lyde en opfordring herfra til at tage godt imod The Green Lives når de kommer til dit spillested: De her fyre insisterer på at være mr. goodvibes – empowerment of the goodwill - og det er de så i lyd, billede og adfærd. Tommeltotten op til den stil!


Læs hele interviewet i GAFFA.dks artikelsektion.

Fakta


Andreas Riis Mandrup
27 år
Guitar/Mandolin, vokal
Studerer musikvidenskab/historie
Hjemby: Aarhus

Kasper Frost Iversen
26 år
Trommer, vokal
Studerer musikvidenskab/medievidenskab
Hjemby: Aarhus

Mark Christiansen
26 år
Guitar, vokal
Uddannet markedsføringøkonom
Hjemby: Varde

Johannes Bech
22 år
Bas
Studerer medicin
Hjemby: Vejle

Jens-Ulrik Kleemeyer
25 år
Klaver
Studerer musikvidenskab/oplevelsesøkonomi
Hjemby: Odense

Se musikvideoen til "Dancing In The Snow":


ANNONCE