Det norske synthpopband, kendt for storhittet "City Boy", gæster København i maj
Det norske synthpopband Donkeyboy rundede for nylig førstepladsen på den danske singlehitliste med "City Boy", så det er med det størst mulige momentum i ryggen, at de nu har meldt deres ankomst til Lille Vega, hvor de giver koncert lørdag den 5. maj. Til den tid vil de også have udgivet deres andet album "Silver Moon", der udkommer til marts.
Donkeyboy debuterede for snart tre år siden med singlen "Ambitions", og siden da er det gået stærkt for de fem drenge. De har således toppet singlehitlisterne i Norge og Sverige med netop "Ambitions", ligget nummer 1 i Norge igen med singlen "Sometimes" og solgt 115.000 eksemplarer af debutalbummet "Caught In A Life", som udkom i oktober 2009.
Samtidig har de turneret heftigt i mere end et år i både Norge, Sverige, Tyskland og England og spillet over 100 koncerter, modtaget flere Spellemann-priser (den norske udgave af Grammyprisen) og en svensk Grammipris for "Bedste internationale nykommer", og nu topper de hitlisterne igen med deres nye single "City Boy", der har ligget nummer 1 i både Norge og Danmark, hvor Donkeyboy nu også har fået et gennembrud.
GAFFAs anmelder Signe Bønsvig Wehding tildelte Donkeyboys debutalbum tre stjerner og skrev blandt andet:
"De har med singlerne Ambitions og Sometimes formået at flytte 80'er-lyden ind i et originalt univers, som er nemt at holde af - også uden et nostalgisk forhold til 80'erne. Desværre for kvintetten lider deres album af at være båret af én god idé. Det virker, som om resten af numrene er variationer over de to førnævnte, og det bliver en ensformig oplevelse i sin helhed. Men isoleret er de to numre pophistoriske eksempler på fortid og fremtid, inspiration og udvikling i eksemplarisk balance."
Fakta om koncerten med Donkeyboy:
Lørdag d. 5. maj Kl. 21.00
Lille Vega, Enghavevej 40, 1674 Kbh. V
Forsalg via GAFFA Live
Billetsalget starter torsdag d. 2. februar klokken 10
Se Donkeyboy med "City Boy":