Se optagelserne til GAFFAs forside med albumaktuelle Spleen United forklædt som 80'er-fænomenet Bros
I dag er GAFFAs februarnummer på gaden, med albumaktuelle Spleen United på forsiden. Den opmærksomme læser vil nok bemærke, at Spleen United ikke helt ligner sig selv, men derimod er stylet påfaldende som den engelske 80'er-popgruppe Bros – kendt for hits som "When Will I Be Famous", "I Owe You Nothing" og "Drop The Boy" – komplet med affarvet hår, læderjakker og øreringe.
Om årsagen til dette særprægede outfit fortæller Spleen Uniteds sanger og sangskriver Bjarke Niemann:
– Spleen United er stadig nihilister, for vi har altid selv fundet på, hvad der giver mening for os. Og vi har virkelig behov for at sætte vores egen dagsorden lige nu. Det interessante er, at alt roder og eksploderer i tiden, vi lever i, så kampen er at finde sin egen mening i kaoset. Der er ingen grund til at vægte tiden højere, hvor det var Mikael Simpson og Veto, der vandt alle DMA-priserne, i forhold til nu, hvor det er Rasmus Seebach og Medina, der løber med al hæderen. Fuck det, det er ligegyldigt. Lev dit liv, som var det et computerspil og bevæg dig fremad og videre og find noget, der giver mening for dig.
– Det er også derfor, vi fordyber os i populærkulturen nu og klæder os ud som Bros på billederne i GAFFA. For det ville ikke give meget mening, hvis vi stillede os op som de fire sortklædte og dystre jyder, der vil redde alle dem, der ikke ved, hvad de skal lytte til, fordi P3 spiller popmusik. Vi lever i en tid, hvor der ikke er noget, man ikke må.
Læs hele interviewet i GAFFAs artikelsektion.
Nedenfor kan du se en tv-optagelse af arbejdet med at style Spleen United som Bros: