Også Carpark North, Danser Med Drenge og Outlandish gæster Aarhus-tivoliet til sommer
For niende år i træk inviterer Tivoli Friheden i Aarhus til "Fed Fredag", der sidste år blevet overværet af et rekordstort publikum på 115.000 gæster. I år bliver det til i alt 16 fredage, hvor Tivoli vil være fyldt af nogle af dansk musiks største bands og solister. I år er der premiere fredag den 18. maj, og koncertrækken slutter 31. august. I sidste uge offentligjorde Friheden Joey Moe, Michael Learns To Rock og Fallulah som tre af de i alt 16 navne. Nu er tivoliet klar med endnu tre grupper, nemlig Carpark North (billedet), Danser Med Drenge og Outlandish.
Carpark North - 15. juni kl. 20
Den småpompøse elektrorock-trio brød igennem tilbage i 2003 med sit selvbetitlede debutalbum, der blandt andet indeholdt kæmpehittet "Transparent & Glasslike".
Siden har Carpark North udgivet yderligere to succesfulde album med hits som "Human" og "Shall We Be Grateful", og i 2010 udgav de deres internationale debut, opsamlingen "Lost", som har bragt dem rundt i verden – og nu er de så tilbage i byen, hvor det hele begyndte.
Danser Med Drenge - 22. juni kl. 20
Danser Med Drenge brød igennem i 1993 med "Hvor Længe Vil Du Ydmyge Dig?" som blev et stort radio-hit, både på P3 og på lokalradioerne. Det selvbetitlede debutalbum solgte over 200.000 eksemplarer. Forsangeren Philippa Bulgin døde ulykkeligvis af kræft 22. marts 1994, kun 26 år. Bandet var tæt på at gå i opløsning, men valgte at fortsætte med en ny sangerinde, Rie Rasmussen, og med hende har de lavet en hel stribe hitplader siden da.
Outlandish - 6. juli kl. 20
Outlandish alias Isam Bachiri, Lenny Martinez og Waqas Ali Qadri med rødder i henholdsvis Marokko, Honduras og Pakistan har gennem et årti og over fire album etableret sig som en af Danmarks absolut mest populære multikulturelle grupper – både herhjemme og internationalt.
Musikken blander hiphop, pop, r&b, verdensmusik og meget mere, og Outlandish har en hel stribe hits i bagagen – eksempelvis "Aïcha", "I Only Ask Of God", "Guantanamo" og "TriumF".
Derudover har Tivoli Friheden offentliggjort følgende koncerter:
Joey Moe - 25. maj
Michael Learns to Rock - 1. juni
Fallulah - 8. juni
Alle koncerter starter kl. 20.
Sæsonkort - der giver gratis adgang til samtlige koncerter – kan købes på friheden.dk eller ved indgangene, og ellers kan billetter købes enkeltvis ved indgangene.
Fed Fredag præsenteres i samarbejde med aOa.dk.