I forbindelse med sangerindens tragiske død kigger vi tilbage på, hvad vi har skrevet om hende i GAFFA gennem årene
Whitney Houston døde som bekendt i lørdags, kun 48 år gammel. I denne triste forbindelse kigger vi her lidt tilbage på, hvad vi har skrevet om den skelsættende sangerinde i GAFFA gennem tiden.
GAFFA fik desværre aldrig et interview med Whitney Houston, men tilbage i 1988 skrev vores daværende skribent Mads Kastrup blandt andet følgende i en portrætartikel:
"Hun har intet kontroversielt privatliv, ingen grimme vaner og er ud af god familie. 'En Cosbydatter født i himlen', som en amerikansk anmelder skrev. Det guddommelige ligger heller ikke Whitney Houston fjernt. Hun siger, at hendes kæreste hedder Jesus, og så kan det vel næppe gå helt galt med karrieren".
Det var før, Whitney Houston mødte Bobby Brown.
Det første album, vi anmeldte, var Whitney Houstons andet album "Whitney", som blev anmeldt i GAFFA september 1987. Her var anmelder Susanne Kier ikke spor imponeret og skrev blandt andet: "Normalt er jeg ellers ikke paranoid, men denne anmeldelse får mig til at føle forstadiet dertil. Havde musikken så bare sagt mig noget, rykket lidt i mine paranoide ører, men nej, de forbandede strygere kommer altid, hvor de skal, og hornene cremer ens, mens koret trækker stroferne i langdrag. Som om musikken er skrevet efter en overenskomst eller af en computer. Ja, hvem ved, det er den måske også!?"
Dengang uddelte GAFFA ikke stjerner.
Comeback i 1998
Næste anmeldelse var af albummet "My Love Is Your Love" fra 1998, og denne var anmelderen, Henrik Bæk, noget mere positiv. Han uddelte fire stjerner og skrev blandt andet:
"Hvis man kan kalde My Love Is Your Love for et comeback fra en stor sangerinde, der på en eller anden måde hele tiden har været med i branchen, så er cd'en et flot comeback med en mere dybfølt og ægte Whitney, end vi tidligere har kunnet opleve."
I 2002 uddelte Sohail Hassan fire stjerner til albummet "Just Whitney" og skrev blandt andet:
"Just Whitney er desværre et jævnt kedeligt album, men pga. Whitney fantastiske vokal-arbejde er det stadig en diva værdigt."
Herefter holdt Whitney Houston ni års udgivelsespause, og da hun vendte tilbage i 2009 med "I Look To You", tildelte Sohail Hassan albummet tre stjerner og skrev blandt andet:
"Harvey Mason Jr. laver vokalarrangementerne, men ak, Whitneys stemme lyder flere steder temmelig rusten og tam. Man skal lytte længe efter steder, hvor noget af den gamle gnist skinner igennem."
Færdig i 2010
Helt galt gik det, da Whitney Houston gæstede Forum i København i juni 2010. Sohail Hassan var med sine to stjerner blandt de mest positive af anmelderne, men overskriften var dog "Whitney er færdig som popsanger", og det fik han jo desværre ret i. Hans konklusion var: "Fra nu af skal Whitney nydes på plade", og det fik han desværre også ret i, om end næppe som tiltænkt.
Se i øvrigt GAFFAs galleri fra koncerten her.