Efter 10 uger på tronen er Seebach blevet skubbet væk af en tidligere etter
Fredag er den dag, hvor de officielle danske hitlister bliver offentliggjort, og ugens største nyhed er nok, at Rasmus Seebachs album "Mer' End Kærlighed" for første gang siden udgivelsen ikke længere er etter på albumhitlisten. Albummet er efter 10 uger på tronen blevet skubbet ned på andenpladsen af en gammel kending, nemlig Adele og hendes "21", der også har ligget nummer 1 i flere uger ad flere omgange tilbage i 2011.
Adele har nu modtaget tredobbelt platin for 60.000 solgte eksemplarer, mens Seebach allerede har rundet de 100.000 solgte album. På tredjepladsen har vi Burhan G og hans album af samme navn – et album, som nu har ligget på hitlisten i 82 uger og rundet de 80.000 solgte enheder. Seebachs selvbetitlede debutalbum fra 2009 ligger i denne uge på en niendeplads efter 118 uger på hitlisten, og det har nu passeret de 220.000 solgte eksemplarer, hvilket udløser 11-dobbelt platin.
Øverste nyhed på albumhitlisten er Chris de Burgh og hans "Footsteps 2", der går ind som nummer 12, mens The Black Keys er nye som nummer 36 med den anmelderroste "El Camino".
Masser af re-entries
Ugens hitliste byder desuden på en stribe re-entries, hvilket kan skyldes, at det har været store bytteuge hos pladehandlerne her efter jul. Lars Ankerstjerne er tilbage som nummer 20 med "Ankerstjerne", David Guetta vender tilbage til en 22. plads med "Nothing But The Beat", Kim Larsen er tilbage på 23. pladsen med sit 17 år gamle opsamlingsalbum "Guld og Grønne Skove", Bruce Springsteen vender tilbage på plads nummer 24 med opsamlingen "Greatest Hits", også udgivet tilbage i 1995, og Nik & Jay er tilbage på plads nummer 25 med best of-pladen "De Største", udgivet tilbage i 2008.
ABBA er på hitlisten på plads nummer 28 med opsamlingen "ABBA Gold", udgivet helt tilbage i 1992 Nickelback er tilbage på en 29. plads med "Here And Now", Pink er tilbage på en 31. plads med "Greatest Hits ... So Far!", Bon Iver er her igen som nummer 32 med "Bon Iver", Tina Dickow vender tilbage på en 33. plads med opsamlingen "Welcome Back Colour", soundtracket til Nicolas Winding Refns film "Drive" vender tilbage som nummer 35, Bruce Guthro er tilbage på plads nummer 38 med "Celtic Crossing" og endelig vender musikken fra "Nissebanden I Grønland" tilbage som nummer 39 på hitlisten. Lur os, om ikke sidstnævnte er ude i næste uge.
Tracklisten toppes i denne uge atter af Medina og hendes "Kl. 10", mens streaminghitlisten i top ligesom i sidste uge har Rasmus Seebach feat. Ankerstjerne med "Millionær".
Se alle de officielle danske hitlister her.