Nyhed

Ida Gard på forårsturné

Sangerinden tager anmelderrost debutalbum på landevejen i årets første måneder

Ida Gard vandt tilbage i 2008 P3s Karrierekanonen med sangen "On His Knees", og da GAFFA i januar 2011 vanen tro gav sit bud på, hvem der ville blive store i det nye år, var Gard også blandt de udvalgte. "Ida Gard er en fremragende sangerinde og sangskriver med en stor, varm stemme og skriver stærke sange med både humoristiske og dramatiske historiefortællinger og personportrætter fra hverdagen i et håndspillet, tidløst univers", hed det dengang.

I november udkom så debutalbummet med den løjerlige titel "Knees, Feet and the Parts That We Don't Speak Of", som blev takseret til hele fem stjerner af GAFFAs anmelder, som konkluderede med at skrive, at "Ida Gards begavelse både i tekst og musik kræver og fortjener opmærksomhed".

Ved udgangen af januar tager Gard så sit materiale på landevejen, ideet hun på Værket i Randers den 28. januar indleder en turné som omfatter ialt tretten koncerter og afsluttes i hyggelige rammer på Nemoland på Chritiania den 27. maj. Koncerten i Randers vil foregå i duoregi, og tre dage senere kan Gard opleves solo på Vega i København. Ved de øvrige elleve koncerter medbringer Gard sit lille band, sonm består af Eva Skipper (bas), Erik Svendsen Laustsen (trommer) og Jesper Bo Hansen (tangenter). Du kan holde dig opdateret og finde mere information på Ida Gards Facebookprofil.


Turnéplan

28. jan: Værket, Randers (duo)
1. feb: Lille Vega, København (solo – Os To)
8. mar: Badeanstalten, Slagelse
9. mar: Portalen, Greve
15. mar: Beta, København
16. mar: Dexter, Odense
17. mar: Tobaksgaarden, Assens
24. mar: Sønderborghus, Sønderborg
13. apr: Masken, Nykøbing Falster
14. apr: Bygningen, Køge
21. apr: Pavillonen, Grenå
27. apr: Startskuddets Musikcafé, Mern
27. maj: Café Nemoland, København

 


 

ANNONCE