Nyhed

Rising udgiver debutalbum i Amerika og får roser

Den københavnske metaltrio har allerede fået pæne ord med på vejen af musikpressen

Den københavnske metaltrio Rising udgav i oktober sit debutalbum "To Solemn Ash" på det tyske selskab Exile on Mainstream. Albummet udkom i hele Europa og fik fornemme anmeldelser. Også i GAFFA, hvor Keld Rud tildelte det fem stjerner og blandt andet skrev følgende: "To Solemn Ash er ikke et lettilgængeligt album. Melodierne og arrangementer kræver tid, før de arbejder sig ind under huden, men det kan bestemt betale sig at investere nogle timer i."

Nu udgiver Rising også deres album i USA og Canada, hvor albummet udkommer 17. januar gennem Exile on Mainstream og distributøren E1 Entertainment. Albummet har allerede fået pæne anmeldelser, blandt andet af det store metalmagasin Decibel Magazine, der tildeler albummet 8 ud af 10 point og blandt andet skriver:

"... sange, som lyder, som om de er ved at implodere i et rod af ulmende tjære, rumlende hestehove, smadrende glas, gearkassestykker fra en Corvette Stingray fra 1971 og flammende skovhuggerøkser".


Også det toneangivende musiksite Pitchfork har kastet sin kærllghed på bandet. Lige for tiden streamer det sangen "Mausoleum" fra debutalbummet og skriver, at "Rising har et håndelag for kæmpestore, buldrende sludge-hymner".

Rising kan opleves som support for Kandidate tre gange i marts, og herefter drager gruppen på en længere Europaturné.

Hør Risings "Mausoleum" hos Pitchfork.


 

ANNONCE