Tidligt i aften kan du se sangerinden få overrakt den prestigefyldte pris European Border Breaker Award direkte på YouTube
Vinderne af prisen European Border Breakers Awards 2012 blev offentliggjort tilbage i oktober, og danske Agnes Obel var iblandt vinderne. I dag klokken 18 bliver priserne så overrakt ved et show på festivalen EuroSonic i den hollandske by Groningen, og showet transmitteres direkte på YouTube. Agnes Obel får prisen klokken cirka 18.20 og spiller ved samme lejlighed sin sang "Riverside".
Ud over Agnes Obel består vinderne af Elektro Guzzi (Østrig), Selah Sue (Belgien), Ben l'Oncle Soul (Frankrig), Boy (Tyskland), James Vincent McMorrow (Irland), Afrojack (Holland), Alexandra Stan (Rumænien), Swedish House Mafia (Sverige) og Anna Calvi (England).
For at være berettiget til priserne skal kunstnere have succes med deres debutudgivelse i et andet europæisk land mellem den 1. august 2010 og 31. juli 2011.
Tidligere års vindere inkluderer navne som Adele, The Baseballs, Carla Bruni, KT Tunstall, Tokio Hotel, The Ting Tings, Lykke Li, The Scripts, Milow, Katie Melua, The Raveonettes, Dúné og Saybia.
European Border Breakers Awards
Vinderne er udvalgt af Nielsen Music Control på baggrund af pladesalg, radioeksponering og ifølge stemmer fra European Broadcasting Union (EBU) og festivaler, der deltager i European Talent Exchange Program (ETEP).
Nu er det niende år, prisuddelingen bliver afholdt, og den er finansieret af EU Culture Programme og organiseret af Eurosonic Noorderslag i samarbejde med European Broadcasting Union (EBU).
Priserne er understøttet af BUMA Cultuur, SNN, det Hollandske Uddannelsesministerium, Culture and Science, Province of Groningen, City of Groningen og European Music Office.
Se prisshowet live på YouTube via dette link.
GAFFA er i øvrigt til stede ved EuroSonic, og derfor kan du læse masser af anmeldelser, reportager og interviews fra EuroSonic på GAFFA.dk ugen ud.