Nyhed

Tim Hecker og Nils Frahm til Atlas

Atlas kan præsentere de to store navne Tim Hecker og Nils Frahm. De giver koncert på det aarhusianske spillested den 7. februar

Tim Hecker og Nils Frahm giver en dobbeltkoncert på Atlas i Aarhus. Canadiske Tim Hecker er et verdensnavn indenfor den ambiente genre og har siden 1996 kreeret lange rækker værker, der er blevet udgivet af velrenommerede pladeselskaber som Kranky, Alien8, Mille Plateaux, Room40, Force Inc., Staalplaat og ikke mindst Fat Cat.

Tim Hecker har altid fokuseret på at sammenflette støj, dissonans og melodi i en sangskrivning, der er både slagkraftig og følsom. New York Times har beskrevet Tim Heckers musik som "abstrakte stykker, hvori statiske elementer og en underliggende bas indhyller langsomt bevægende toner og akkorder - som altopslugende sprækker i jorden". Manden fik særligt gode anmeldelser for albummet "Harmony In Ultraviolet" (2006), der af eksempelvis Pitchfork blev kategoriseret som en såkaldt "top recording". Også "Radio Amor" (2003) blev lovprist vidt og bredt - blandt andet af Wire, der fandt albummet en oplagt indgang til Tim Heckers samlede produktion.

Den i Montreal bosiddende kunstner har også begået lyd-installationer og forfattet diverse tekster.


Herunder et klip med Hecker fra EME 07:

Tyske Nils Frahm sammenfletter i sin klaver-baserede og improvisatorisk funderede musik klassiske såvel som nutidige dyder og er anerkendt for sin evne til at gøre netop dét på mest berusende vis. Manden, der både fungerer som komponist og producer, stiftede i 2008 Durton Studiet i Berlin - et sted, hvor han har arbejdet med så vidt forskellige navne som norske Deaf Center, amerikanske Dustin O'Halloran og ikke mindst Peter Broderick, som vi herhjemme kender fra Efterklang, hvis live-besætning han har været en del af. 


Blandt Nils Frahms fans finder man selveste Thom Yorke fra Radiohead. Nils Frahm, der i nyere tid har indledt et klassisk/elektronisk samarbejde med den tyske cellist Anne Müller, og som efterhånden har udgivet en hel lille håndfuld album, er ikke mindst kendt for sine live-shows, der har det med at bjergtage mandens publikum. Herunder en video fra Haldern Pop Festival 2010:

De to verdensnavne kan opleves på Atlas den 7. februar.


Køb billetter via atlasaarhus.dk

 

 

ANNONCE