Det danske band takker for at have modtaget to priser, Årets Danske Rockudgivelse og Årets Danske Musikvideo
Tilbage i december modtog Veto GAFFA-Priser i kategorien Årets Danske Rockudgivelse ("Everything Is Amplified") og Årets Danske Musikvideo ("Am I Awake Or Should I Wake Up", instrueret af Rasmus Weng Karlsen). Vi har fanget bassist Jens Skov Thomsen (th. på foto) for at få hans reaktion på at have modtaget priserne.
Tillykke med GAFFA-Prisen, hvad er din reaktion, og hvordan vil du takke de læsere, som har stemt på jer?
– Vi er virkelig glade for prisen - tak for den - og ikke mindst tak til GAFFA-læserne for nomineringen. Når man laver en plade og prøver at gøre noget nyt, er det altid spændende, om lytterne har tænkt sig at følge med. Det er jo ingen selvfølge. Vi tager prisen som et anerkendende nik og forbereder os på næste udgivelse. Videoprisen går til Rasmus Weng (GAFFAs faste fotograf, red.) så den må han takke for, men stort tillykke her fra os til ham. Du er meget dygtig Rasmus - tak for den fine video.
Hvad har været årets mest positive oplevelse set fra et musikalsk perspektiv?
– At KODA og diverse streamingtjenester har fundet fælles fodslag. Man skal som kunstner lige vænne sig til, at musikken går fra noget, der sælges til noget, der forbruges, men det giver mange nye muligheder og er et godt alternativ til ulovlig fildeling.
Hvad har været årets mest negative oplevelse set fra et musikalsk perspektiv?
– Vi følte med gutterne i Oh No Ono, da deres studie blev tømt. Det var skidt. Specielt for Oh No Ono, der har så meget uerstatteligt vintage grej. Håber Vega-koncerten gav dem lidt at købe nyt for.
Hvad har været årets mest positive oplevelse set fra et personligt perspektiv?
– Åbningen af Orange Scene. Ikke så meget mere at sige der...
Hvad har været årets mest negative oplevelse set fra et personligt perspektiv?
– Hmm.. Vi starter alle mand vore dage ud med at lave solhilsen, og oplever som sådan ikke noget negativt på et personligt plan... hvad f... skal jeg svare?
Hvad skal i lave i 2012?
– Ny musik! Vi går for tiden og overvejer at udgive oftere, men mindre. Altså overgå til en slags ep-format. I så fald ville der så måske komme to udgivelser næste år.. Det ser vi lige på. Og så skal vi forhåbentligt også ud og spille en masse.