Nyhed

Ataf tilbage med ny single og video

Rapperen har netop udgivet "Let's Go" og lover mere musik i 2012

Det er efterhånden et godt stykke tid siden, rapperen Ataf har udgivet nyt – hans seneste album, "Galleri", er tilbage fra 2009. Nu er han imidlertid tilbage med singlen "Let's Go", der trods titlen er dansksproget, som vi kender det fra Ataf.

Ataf fik sit store gennembrud i 2005 med singlen "Sommerfugl" og albummet "Paraderne Nede", der blev fulgt op af "Galleri", som sagt fra 2009, og nu er Ataf så aktuel igen. Siden sidst har han blandt andet været med i TV2 Zulus "Vild Med Comedy"-program, hvor kendte skulle give den som standuppere, og Ataf var en af vinderne. Han er også blevet far.

Vi har fanget Ataf for at få en statusrapport fra ham anno juli 2012.


Hej Ataf, det er tre år siden, du sidst har været pladeaktuel, og nu har du udgivet en single. Har du et album på vej?

– Ja, det har jeg, men jeg ved ikke, hvornår det kommer. Jeg tør ikke love, at det kommer i år, men der kommer i hvert fald endnu en single.

Du har jo faktisk udgivet musik på det seneste, for i 2012 har du udsendt en ny sang med tilhørende video hver måned på YouTube og Facebook. Er det en forsmag på noget af det, man kan høre på albummet?


— Ja, nogle af sangene kommer i hvert fald på albummet. Jeg fik idéen til at udgive en sang om måneden, fordi det er så let rent teknologisk, og for at vise min alsidighed. Jeg fik mit gennembrud med "Sommerfugl", som jo er en meget alvorlig og personlig sang, men det behøver jo ikke altid være så dybt, og publikum kan sagtens skelne mine forskellige udtryk fra hinanden. Der skal også være plads til humor, som jeg blandt andet har dyrket i sangen "Tre Små Perkere", og jeg vil gerne vise, at jeg er en sammensat person. Så det bliver mit næste album også. Musikalsk kalder jeg det baadmaan-stil – en slags fusion af hiphop, dancehall og club.

Hjem til familien

Du arbejder sammen med producerduoen Providers (Medina, L.O.C., Outlandish med flere, red.), som også producerede din debut og noget af toeren. Hvorfor har du fundet tilbage til dem?


– Ja, mit debut var noget af det første, Providers lavede, og siden har de jo fået stor succes. Vi lavde tre numre til "Galleri", men så stoppede vi samarbejdet, for jeg syntes ikke, vi kunne toppe det, vi lavede på debuten. Men jeg ser dem meget tit, og på et tidspunkt begyndte vi så at tale om at lave noget sammen igen. Blandt andet fordi vi var blevet meget glade for "Tre Små Perkere", som jo viser mig fra den mere humoristiske vinkel. "Du skal hjem til familien igen," sagde de, og det kom jeg så.

Du har også lavet comedy. Kan du bruge noget af den måde at udtrykke sig på, når du skriver tekster?

– Jeg tror bare, jeg skal have to bajere, så begynder jeg at fortælle røverhistorier. Det er to vidt forskellige ting at skrive rap og skrive comedytekster, men begge dele er vildt fedt, og jeg vil meget gerne lave mere comedy.

Videoen til "Let's Go" er skabt af SaunaCigar, der også står bag musikvideoer fra Outlandish, Burhan G, Spleen United og Medina. Se videoen nedenfor:
 

ANNONCE