Nyhed

GAFFA TV: Kellermensch på Roskilde

GAFFA fik en snak med Esbjerg-bandet Kellermensch efter at de åbnede Orange Scene på årets Roskilde Festival

Da Kellermensch som det første band i år indtog Orange Scene, var det bandets tredje koncert på Roskilde. I 2009 spillede de på Pavilion Junior-scene og i 2010 på Pavilion-scenen. Om valget af Kellermensch udtalte Roskilde Festivals booker Stefan Gejsing inden festivalen:

"Kellermensch har, siden vi først bookede dem, gennemgået en kæmpe udvikling og haft en utrolig fremdrift, hvor også udlandet har taget notits af dem."

Åbningskoncerten fik da også flotte fem stjerner af GAFFAs Michael Jose Gonzalez, som blandt andet gav følgende ord med på vejen:


"Kellermensch, fri luft og høj bagende sol lyder ikke umiddelbart som et oplagt match, men ikke desto mindre både indtog og efterlod det mægtige band Orange Scene med maner", lød det fra Gonzalez, som ikke tøvede med at tilføje:

"Sebastian Wolff leverer en hårdhændet behandling af guitarer, mikrofoner og ikke mindst stemmebånd og viser, at han så absolut hører til på en top tre over landets bedste frontmænd, når han giver alt hvad han har i sig og krænger sjælen ud i distilleret desperation".

"Hvis det skal gå retfærdigt til, er det ikke sidste gang Kellermensch besøger Orange Scene, og næste gang er vi forhåbentlig inviteret til midnatsmesse, mens publikum er mere dedikerede. Potentialet er i høj grad til stede", konkluderede han.


Efter koncerten fik GAFFA TV en snak med to af gruppens medlemmer, der fortalte om overraskelsen over at blive valgt til at åbne den ikoniske scene og om at overvinde de elementer som Roskildes Orange Scene byder på.

Indslaget er lavet af Stina Nørager Frandsen og Kristian Pedersen. Se det på GAFFA TV: 

 


ANNONCE