Nyhed

Nyt album fra Martin Hall

Den produktive herre har allieret sig med mezzosopran og klassisk pianist på kommende udspil

Tidligere på året udsendte den produktive herre Martin Hall albummet "Performing Apart" sammen med Tone, og til efteråret udkommer allerede nyt i form af et album med titlen "If Power Asks Why". Her har Hall allieret sig med mezzosopranen Andrea Pellegrini og den klassiske pianist Tanja Zapolski. Den kommende plade udsendes som vinyl-lp, cd og download den 1. oktober 2012.

Der er tale om nye sange fra Hall, som endvidere får assistance fra ensemblet Lydenskab og kontrabassisten Ida Bach Jensen. Pladen er produceret af Hall selv, og materialet er for størstedelen af numrenes vedkommende arrangeret af Alexander Zapolski.

Selv beskriver Hall projektet således:


"Udgangspunktet for produktionen er en række flygelbaserede hybridlieder, en samling rendestenssange med havudsigt, og materialet er kendetegnet af en særligt dunkelt-dramatisk karakter, hvor titler som "Hope is a Lack of Information", "Rather Quotable than Honest" og "MILFs, Cum and Schopenhauer" måske kan være med til at give en indikation af projektets lyriske åre. Der er tale om et værk fuld af affektbårne indsigelser mod tidens kulturelle imperativer
– om en serie både højstemte og bramfrie kommentarer til tidens centerløse kønsrolledebat og standardiserede begærsparametre".

Det er i øvrigt langtfra første gang, Hall samarbejder med Andrea Pellegrini: tilbage i 2004 stod makkerne bag operamontageværket "Das Mechanische Klavier", ligesom Pellegrini sang to af numrene på Halls album "Hospital Cafeterias" fra 2009. Senest har de to samarbejdet i forbindelse med teaterforestillingen Kinoplex, der blev opført på Københavns Musikteater og Kulturværftet i Helsingør i efteråret 2010.

ANNONCE