Superstjernen gav bevæget optræden i Oslo på årsdagen for politisk motiveret massemord
For nøjagtig et år siden skød og dræbte Anders Breivik 69 unge mennesker ved et socialdemokratisk sommermøde på øen Utøya uden for den norske hovedstad Oslo. Og hele dagen i dag har op mod 80.000 mennesker været forsamlet i Oslo for at mindes den chokerende handling.
Der har tidligere verseret rygter om, at den samfundskritiske superstjerne Bruce Springsteen skulle optræde ved højtidligheden, og i aften (søndag den 22. juli, red.) klokken cirka 21.15 materialiserede de sig, da Springsteen og guitaristen Steve Van Zandt indtog scenen med akustiske guitarer og passende alvorlige miner og gav en bevæget fortolkning af den gamle folkesang "We Shall Overcome", som også gav titel til et irsk inspireret og stærkt folkorienteret udspil fra Springsteen tilbage i 2006.
I forbindelse med dagens mindehøjtidelighed har også folkesangeren Michael Wiehe fra hedengangne Hoola Bandoola Band optrådt i Oslo i dag. Bruce Springsteen gav "almindelig" koncert i Oslo lørdag, og mandag er han på scenen i Bergen.