Springsteens guitarist fremhæver koncerten på Orange Scene som noget ganske særligt i nyt interview
Der skal formentlig ikke så lidt til at imponere et band af samme størrelsesorden som Bruce Springsteen & The E Street Band. Imponeret var ikke desto mindre, hvad Springsteens mangeårige makker og guitarist blev, da gruppen havde indtaget Orange Scene lørdag aften på dette års Roskilde Festival.
"Vi spillede for 90.000 16-årige forleden aften i Roskilde. Det var fantastisk. Jeg overdriver ikke. Det var fantastisk", udtaler Steven Van Zandt i et interview med Rolling Stone Magazine og tilføjer: "Entusiasmen fra disse unge teenagers trodser al form for forståelse. Jeg ved det ikke - tog deres forældre dem med til et show, da de var fem eller seks år gamle og musikken hang bare ved? Måske? Men 90.000 af dem? Det trodser al logik".
Musikalsk gangster
Koncerten på Roskilde Festival var med sine lige knap tre timer utroligt nok blandt de korteste på bossens igangværende "Wrecking Ball"-turné. Det synes dog ikke at bekymre det entusiastiske publikum, som fik såvel materiale fra det aktuelle, samfundskritiske album som - naturligvis - en lang række klassikere fra bagkataloget.
61-årige Steve Van Zandt plejer - foruden tjansen i The E Street Band - en karriere som skuespiller, og er aktuel i tv-serien "Lilyhammer" om en amerikansk gangster i vidnebeskyttelse i norske Lillehammer. Dén rolle må siges at ligge i logisk forlængelse af karakteren Silvio Dante, som Van Zandt udfyldte i den prisvindende serie "Sopranos".