Steffen Westmark udsender lyrik fra de seneste otte år i næste måned
Syv år er gået siden The Blue Van debuterede med albummet "The Art of Rolling", og siden har gruppen med rødder i nordjyske Brønderslev etableret sig som et af den hjemlige rockscenes mest driftsikre og flittige liveorkestre. Trods travlheden har forsanger, guitarist og sangskriver Steffen Westmark gennem alle årene fundet tid til at skrive digte ved siden af sangskrivningen - og nu udkommer et udvalg fra perioden 2003-11 under titlen "Abekatastrofer" på forlaget PrintXpress. I en pressemeddelelse udtaler Westmark selv om udgivelsen:
"Digtene kredser omkring et ungt menneskes opfattelse af sine omgivelser i de år, hvor man formes som menneske - de ukontrollerede og forvirrende følelser vi som mennesker besidder, og som vi gang på gang stiller spørgsmålstegn ved. Digtene fungerer også som en form for optegnelser over, hvor digteren har været følelsesmæssigt og geografisk - som en dagbog, der prøver at forstå, hvad der gør os til mennesker, og om hvad mennesket er. Er vi bare en abekatastrofe?".
Denne karakteristik kunne naturligvis ikke stå alene, så GAFFA sendte tre hurtige i retning af den debuterende digter.
Hvilke forfattere er du selv inspireret af?
Sjovt nok ikke nogen danske, men de digtere som har inspireret mig indirekte til at skrive poesi er blandt andre T.S. Eliot, Robert Frost, Charles Baudelaire og Wilfred Owen.
Hvordan opstod idéen til at eksperimentere med det trykte medie?
Jeg har altid haft i tankerne, at det kunne være sjovt at udgive en digtsamling, men tog først de spæde skridt hen imod en udgivelse for et par år siden. Der var cirka 150 digte skrevet sporadisk over ti år, som skulle koges ned til essensen. Derefter begyndte jeg at sende manuskriptet rundt til forskellige forlag. Så idéen har hele tiden været der.
Hvordan opstod titlen?
Den kom nærmest af sig selv. Som sangskriver går jeg altid rundt og finder på gode linjer eller temaer til sange, som jeg noterer i min notesbog. Nogle gange sniger der sig så nogle danske vendinger ind over, og deraf kom titlen. Mener at jeg kom til at tænke over, hvor herligt et ord som "abekat" er, som så kørte over i "abekatastrofer" og det passede perfekt på tematikken i digtene.
The Blue Van udsendte deres seneste udspil tilbage i 2010. "Kække håndklap og kinky små guitarsalver" var ikke nok til at imponere GAFFAs Erik Barkman, som til gengæld medgav at gruppen "altid været et forrygende live-orkester". Det sidste er der rig mulighed for at opleve i efteråret, når gruppen under overskriften "Would You Change Your Life Tour 2012" giver en lille snes koncerter rundt omkring i landet i september og oktober, inden de runder af med fire shows i Tyskland. I september udgiver de desuden et nyt album.
"Abekatastrofer" - i alt 60 siders lyrik - udkommer den 10. august, hvor den kan erhverves via forlagets hjemmeside.