Den amerikanske duo giver koncert i Aarhus til november
Nu er endnu et navn føjet til plakaten over Voxhalls efterårskoncerter – den 13. november er det Two Gallants' tur til at spille koncert for det aarhusianske publikum.
Det amerikanske folk-rock band, Two Gallants, består, som navnet måske antyder, af de to herrer Adam Stephens på guitar og Tyson Vogel på harmonika og vokal. Bandnavnet har de fået fra en novelle af James Joyce.
De begyndte allerede at spille musik sammen som 12-årige og ni år senere, i 2002, kom bandnavnet Two Gallants til, hvorunder de optrådte rundt omkring i San Francisco. Debutalbummet, "The Thrones" udkom i 2004 og i 2007 kom så bandets seneste udspil, som fik GAFFAs Finn P. Madsen til at uddele fire stjerner. Han skrev blandt andet om det selvbetitlede tredje album:
"Two Gallants får på "The Hand That Held You Down" på personlig vis flikket begivenheden om en voldsom arrestation af dem selv ved en koncert for et år tilbage ind i en kærlighedshistorie. "Did you hold the hand that held me down? / did you laugh?", lyder det skingert og tvetydigt fra Adam Stephens, mens Tyson Vogel tæsker trommer godt og grundigt". Han fortsætter:
"Duoen spiller, som gjaldt det livet og har fundet køreplanen, der bringer dem lige ned ad dødsruten til den nærmeste bar, hvor byens outlaws hænger ud. Heldigvis viser de brogede ballader "Trembling Of The Rose" og "Fly Low Carrion Crow" en vis bredde inden for Two Gallants smalle rammer."
Den 4. september forventes "The Bloom Ad The Blight" på gaden, som dermed bliver duoens første album i fem år. Det tager de med sig, når de den 13. november lægger vejen forbi Aarhus.
Billetter kan købes på spillestedets hjemmeside.